Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
den Verden hun var født til at tilhøre, stod for
hende som en Underverden. Hun følte sig som
en, der gaar og træller i sit klamme Fængsel og
pludselig faar raabt ned til sig, at han er uskyldig
og bliver bedraget for en stor Arv. Spotten føjede
sig til Skaden! —
det havde været bedre ikke at
faa det at vide.
Livet her i det gamle forfaldne Adelgade-Kvarter
skulde heller ikke virke opmuntrende paa én.
Hun havde Nøden og Elændigheden lige ind paa
sig, ved Porten til Herberget for Hjemløse lige
overfor klumpede den sig sammen i sin frygte-
ligste Skikkelse, blaafrossen, laset, svampet; ved
Aften var Gaderne fulde af Skøger og fremmede
Søfolk, saa hun knap turde vove sig ud. Rundt
om hende i Kasernen laa Børn og forkom; hjælpe
formaaede hun ikke, det kunde kun blive til en
Haandsrækning tværs over Trappegangen. Des for-
færdeligere var det! Nu var hun midt oppe i al
den Elændighed Vang havde skildret —
og læst
højt for dem naar de sad omkring Lampen og
arbejdede; dengang havde hun nærmest opfattet
det som Digt, men det var til at tage og føle paa
her! Hun havde tilhørt Fattigdommen uden at
kende den alligevel! men her var der ikke noget
til at bære hen over og forskønne!
Gadenavnene var fine nok —
det var med Konge-,
Dronning-, Kronprins- og Adel- det hele. Men
Ditte drømte alligevel ikke om Lykken mere, det
Forunderlige havde hun opgivet at vente paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
