Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Mor Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
hun kunde ikke komme ind hvor der laa et Barn
eller en Patient, uden hun skulde rette op i Hoved-
puden —
og saa fulgte alt det andet med ganske
af sig selv. Det var nu hendes Guddomsmærke
dette, at hun altid skulde tage Ansvar paa sig, altid
have Haand i Hanke med, altid være Forsorg.
»En lille Vorherre!« hade den gamle Mand i
Pandekagehuset kaldt hende, naar hun gik der-
hjemme og tog sig af de mindre Søskende. Og
Ditte var ikke blevet ringere med Aarene. Hun
hade efterhaanden lært at værge sig ret godt over
for dem der vilde udnytte hende; men over for det
svage og hjælpeløse var hun værgeløst prisgiven.
—
»Hør ved De hvad? Naar De engang kommer i
Himlen, er sku det første De vil gøre at se efter
om de smaa Engle har faaet tørt paa,« sae den
Logerende en Dag spottende. Men hvad nyttede
det? Man kunde akkurat lige saa godt forbyde
Solen at skinne eller Hønen at sparke, som Ditte
at tage Affære.
Hun var i den sidste Ende af Svangerskabet og
bevægede sig tungt; rask var hun slet ikke. Hun
hade mangen Gang mest Lyst til at blive liggende,
saa udaset følte hun sig om Morgenen. »Da skulde
du saamænd gøre Alvor af det,« sae Gamle Ras-
mussen —
»du kan nok trænge til’et. Og Føden
faar vi vel i Dag ogsaa. Nu er én snart firs, og
endnu er én da ikke død af Sult nogensinde.«
Men Ditte stod op alligevel og jog ud om lidt
Fortjeneste —
hvor hun nu fik Kræfterne fra. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
