Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Paa Fælleden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
tænkte paa Barnet eller talte om det, straks meldte
den sig, som vilde den paakalde éns Hjælp —
kom
sivende hen over Loftet, skar stærkt igennem
—
og kom sivende igen. Ellers hørte man den ikke,
saadan var den gaaet ind i Øret. Det var som om
Barnet kunde mærke at der dvæledes ved det. Trist
var det med det forgjorte Barn; Ditte kom til at
ryste naar hun tænkte paa det.
Peter og Anna var utaalmodige og fik Lov at
løbe ud paa Trappen for at se efter Onkel Karl.
»Men kun paa første Afsats,« sa’e Ditte bestemt;
i Gaarden vilde hun ikke ha’ dem. Hun gav Lille-
bror Bryst og hentede Klapvognen frem, saa alt
kunde være parat. Det var en Foræring fra Lars
Peter, i Dag skulde den indvies. Hun var ogsaa
utaalmodig.
Nu stod Gratulanten op; hun hørte ham gabe
derinde og gaa ud i Køkkenet efter Vand. Hun
gik ud for at se, om der var noget han trængte
til. »De har ordentlig snuet i Dag, Hr. Kramer!«
sa’e hun.
»Ja, man maa jo tage det igen om Søndagen,«
sa’e han rustent. »De søgne Dage er man nødt til
at være tidlig paa Benene —
for Forretningens
Skyld.« Han var blaanubret og saa fæl ud efter
Søvnen, poset og opdunstet.
»Pøh, De skulde saamænd snakke om at komme
tidlig op,« sa’e Ditte leende. »De skulde bare gaa
i Seng i ordentlig Tid.« Han brummede noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
