Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Symaskinen, Dynen og Samaritanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
at de ikke tar den fra dig mere,« sa’e han. »Jeg
skal nok passe paa ved Døren hele Tiden; og hvis
de kommer, si’r jeg bare der ingen er hjemme.«
Ditte smilede: »De skal nok ikke faa Lov til at
ta den fra os mere!« sa’e hun afgjort.
De tik ti Kroner paa Dynen og skyndte sig ind
til Graabrødretorv hvor Forretningen laa. Det var
bidende koldt, men ingen af dem mærkede det, de
var altfor spændte. »Ved du hva, Mor —
du har
røde Kinder,« sa’e Peter og saa glad op paa hende.
»Det har du ogsaa min Dreng —
Æblekinder I«
svarede Ditte og sluttede endnu fastere om hans
lille Haand:
»Ved du hvad jeg er glad for? Jeg er glad for,
at vi faar Maskinen hjem inden Onkel Karl kom-
mer. Han skal ikke vide noget om, at de tog den
fra os.«
Karl var nede paa Landet for at søge om Ud-
veje til Føden. Saa snart han fik noget Arbejde,
sendte han Brev og Penge.
Paa Graabrødretorv var der rejst en stor Sne-
mand, som samlede ind til Vinterens Fattige. Han
hade to Kulstykker til Øjne og en stor Blikdaase
med Rævne i mellem Knæerne. »Maa jeg gi ham
mine Penge Mor —
det er til de Fattige!« sa’e
Peter.
»Ja gør det, min Dreng,« svarede Ditte. Peter
fik travlt med at grave nede mellem Foret og Trøjen,
dybt nede fra trak han noget sammenkrøllet Avis-
papir frem med tre Enører i. Han hade faaet dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
