Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Symaskinen, Dynen og Samaritanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
stansede hun og saa sig tilbage. »Aa den forban-
dede Blodsuger!« sa’e hun og truede over mod
Forretningen. »Bare han selv maatte faa rigtig at
føle engang, hvad det vil sige at være fattig.« De
drev hen ad Helligaandskirken til.
»Jeg skal nok samle sammen til en ny Maskine
til dig, Mor,« sa’e Peter. »Jeg kan godt tjene Penge
—
bare jeg maa gaa ud.«
»Det er kært af dig, men du er for lille endnu,«
svarede Ditte. »Naar du biir større, saa —«
»Selmas Ejnar er ikke større end jeg, og han
gaar ud hver Dag. Han har sagt at han vil ta mig
med ud, hvor der er go’e Steder.«
Ditte svarede ikke —
hun holdt ikke af det. By-
en var saa stor og fuld af mørke uhyggelige Gaa-
der —
hun var selv angst for dens Underverden,
sende et Barn derned vovede hun ikke. Men Peter
noterede hendes Tavshed som et Resultat —
ellers
sagde hun altid bestemt nej.
De kom forbi en stor Restaurant, og stod lidt
paa Risten over de dybe Køkkenvinduer for at
varme sig inden de gik videre. Der stod mange
foruden dem, Risterne var helt optaget af Børn og
Kvinder. Et Menneske kom op dernede fra og ja-
gede dem bort —
de skyggede. Saa drev de videre,
Peter med sin ene Haand nede i Lommen paa
Moderens gamle Kaabe. Naar hun ogsaa hade
Haanden dernede, var der varmt —
og de rørte
ved hinanden! Den anden Haand hade han stukket
inden for Bukselinningen, ned paa den bare Mave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
