Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Symaskinen, Dynen og Samaritanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
dem, hade hun ikke fortrudt det bagefter, og lovet
sig selv at hun ikke skulde lade Vreden løbe af
med sig mere. Det var simpelthen ikke til at holde
ud, naar de bagefter sad og pludrede sorgløst, dob-
belt kære mod hende, og fik noget underholdende
ud af selve Straffen. Hun følte som et svælgende
Dyb mellem deres Sind og sit, deres uudtømmelige
Ævne til at glæmme og tilgive —
og hendes uri-
melige Strænghed. Fattigdommen gjorde fattig paa
Rummelighed og Overbærenhed, og det maatte ikke
ske; hun vilde være god og forstaaende! Og stadig
igen følte hun Naget —
hun syntes ikke hun blev
bedre. Nu kom Peter af sig selv og sagde at hun
var blevet bedre! Hun kunde ha taget ham ind til
sig, saa glad blev hun.
»Jeg skal aldrig smække jer mer —
for det for-
tjener I ikke,« sa’e hun. »Men vi vil heller ikke
gaa og ha Hæmmeligheder for hinanden vel? Det
er saa hæsligt.«
»Noget godt maa man da gærne skjule —
som
hvis jeg nu køber dig en Symaskine,« sa’e Peter.
Samaritanen var inde paa Loftet over et stort
Bryggeri; der var dejligt varmt. De skubbede sig
ind ved et af Bordene.
Ned langs de lange Bræddeborde sad Mennesker
og spiste, hver med en Skaal varm Mælk og en
Stabel Fedte- eller Margarinebrød foran sig. Man
kunde se paa dem at de var dygtig udhungrede,
de holdt Armene hen om deres Portion som var
de bange nogen skulde tage den fra dem igen, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
