Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Symaskinen, Dynen og Samaritanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
var ingen Pladser ledige; henne inden for Døren
stod de i Flok og ventede. Man talte ikke sam-
men men dukkede sig, slugte Maden og luskede
af. Ditte og den gamle Mand var de eneste der
underholdt sig. Flere Ansigter rettedes mod dem;
saa tav de ogsaa.
En ung mørk Dame kom hen med Mad til Ditte
og Peter. Ditte hilste, det var Datteren fra et Her-
skabshus hvor hun engang havde tjænt. »Hvordan
har De det?« spurgte den unge Dame, —
»De har
rigtignok forandret Dem! Er De gift? Drikker han?«
Saa var hun borte igen uden at vente paa Svar;
og Ditte var meget glad for at hun slap for en
Redegørelse.
Pludselig greb Peter hende i Armen, »Mor, dér
er Onkel Karl!« Han var helt febrilsk af Glæde og
vilde forlade sin Plads. Ditte maatte holde paa
ham.
Ovre ved Indgangen stod Karl og saa sig om;
han saa tilsølet og medtaget ud. Han fik Øje paa
dem, og der gik et glad Smil over hans Ansigt.
Han kom hastigt over. »Kan der bli’e en Plads
hos jer?« sa’e han og skubbede sig ind paa Bæn-
ken ved Peter.
Ditte og Peter maatte gaa
—
andre ventede paa
at komme til. »Men vi venter paa dig udenfor,«
sa’e hun.
Mange Minutter maatte de ikke vente paa ham.
»Det var hurtigt besørget,« sa’e Ditte —
»blev du
mæt?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
