Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Lille Peter gaar ud paa Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
hade han faaet Fluer i den. Men derfor kunde
man dog ikke forsvare at la ham gaa paa Gaden.
»Kom I bare,« sae Ditte frejdigt —
»Børnene er
saa glade for jer.«
»Ja, og hvad gør det at du lugter; man kan jo
bare holde sig for Næsen,« sae Peter og lettede
Hodet.
»Hva’, er du vaagen?« sae den gamle og tog efter
ham med Syvtallet. »Holde sig for Næsen ja —
det er der saamænd adskillige der gør naar de
møder én; men hva —
det faar én ta’ med. En-
hver Haandtering har sit!«
»Bare én dog vidste et Sted hvor I kunde være
om Natten,« sae Ditte grundende. »I Karls Værelse
er der vel for koldt? —
han er borte hver Nat i
denne Tid.« Men det vilde den gamle ikke høre
tale om, »En er ikke skikket til at være blandt
ordentlige Folk længer,« sae han.
Nej, det var det fortvivlede; Dittes Hjærte stred
med hendes Properhed. Han var ikke til at holde
ren —
alt det han gik og rodede i. Det gamle
Skind —
han kunde knap sidde rolig paa Stolen.
»Kunde I ikke komme paa Almindeligheden ?«
spurgte hun.
Den gamle stavrede paa Benene. »Hvis du pønser
paa saadan noget, ved jeg ikke hvad jeg gør ved
mig selv,« sae han; han formelig rystede af Skræk.
»Men nu maa jeg afsted!« Han tog sin Sæk over
Skulderen.
»I kan da ikke se de første Timer, sid her til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
