Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Et Møde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Vrede og Forurettelse, Lyst til at smæde ham og
sig selv og Alverden, og fortvivlet Skam over at
han troede daarligt om hende. »I har misbrugt
mig allesammen —
hver paa sin Vis. Der er
ingen
af jer som ikke har brugt mig,« brast det ud af
hende, næsten i et Skrig.
»Tror du, jeg vilde bruge dig, Ditte —
tror du
det?« spurgte Vang.
»Nej vel bror jeg ej,« svarede hun haardt —
»lad
vær
og skab dig! Jeg er da ikke nogen forført
Uskyldighed. Men hvorfor løftede du mig op i
Lyset og lod mig falde igen? Du ved ikke hvor
det er væmmeligt at være hernede, naar først man
har kigget ind i noget andet. —
Men nu vil jeg
være i Fred for dig, hører du —
lad mig gaa!«
Hendes Stemme var tyk.
Uden at sige Farvel gik hun ind ad Byen til.
Et Stykke nede vendte hun sig og saa tilbage;
han stod der, ludende og saa efter hende. Saa gav
hun sig til at løbe.
Da Ditte hade løbet et Stykke, lod hendes Hjærte
høre fra sig paa en meget eftertrykkelig Maade,
og hun gav sig til at gaa ganske langsomt. Hvad
der overhodet var at løbe for, begreb hun ikke
længer. Hun begreb forresten ikke noget andet
heller —
allermindst at det var den Vang hun hade
givet sin Ungdoms rene Kærlighed! og sin Uskyld
—
for hun var
uskyldig dengang! Herregud —
han
var jo ikke noget Mandfolk! han stod jo og vim-
rede af ond Samvittighed —
ædelt brødebetynget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
