Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Et Møde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
akkurat som Teologen hun hade set paa Engle-
fabriken i sin Tid. Hun hade nok set ham gen-
nem hans Kones forelskede Øjne — —
hende
kunde hun ha Lyst til at møde igen!
Nej allermindst begreb hun dog sig selv —
som
hun hade opført sig som et hysterisk Fruen-
timmer. Var det saa underligt, om han troede dét
om hende? —
og var de Kvinder daarligere end
andre? Det var i al Fald de eneste der fik deres
Arbejde ordentlig betalt!
I Aften tvivlede Ditte om alting —
det var saa
mørkt allevegne hvor hun sad hen, syntes hun.
Om hun saa bød hele sit Liv til Gengæld, ikke
engang fem Kroner til en Uldtrøje vilde nogen give
for det. Og saa prækedes der endda, at man skulde
bare holde ud og være tapper. Hun var dødsens
træt, da hun naaede hjem.
Karl laa og var oprømt. »Det er de gule Ærter
og Flæsket,« sae han —
»jeg er ganske drukken!«
Han hade ogsaa tét sig som en Drukken, Sengen
hade han slæbt midt ud paa Gulvet.
»Du har været oppe,« sa’e Ditte forskrækket.
»Ja det er de fordømte Rotter —
nu tog de fat
og gnavede lige ved mit Hovedgærde —
oppe for-
oven. Og alt det jeg dunkede i Væggen, nyttede
ikke mere. Vil du bare høre, nu er de der igen.
Er det ikke frækt?«
De gnavede ufortrødent oppe paa det skraa af
Væggen; Tapetet bevægede sig. Der gik Hul paa
det, et eller andet faldt igennem og trillede hen ad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
