Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
gærne vide hvordan han saa ud; hun hade endnu
ikke set ham.
Mon man kunde se paa ham at han var for-
styrret —
og mon Vorherre kunde se Forskel? For
ham var vi vel alle lige kloge! Mon Livet er end-
nu sværere for saadan en, eller kommer han maa-
ske lettere hen over alting. Nej for det er Ansvaret
der gør Livet saa
byrdefuldt, og han her gaar og
bærer paa et forfærdeligt Ansvar for Menneskenes
Vel, har Karl fortalt hende. Det er maaske deri
hans Forrykthed bestaar? —
Har hun selv ogsaa
bare været tosset?
Ditte har selv ingentig udrettet synes hun; allige-
vel har det været som at slæbe en
forfærdelig
Byrde op ad et Bjærg —
dette at sørge for lidt
Mad, lidt Klær, lidt Varme. Og hver Morgen var
Byrden rullet ned i Løbet af Natten og skulde igen
ases til Tops! Forfærdeligt!
Han blev ved med sit: Effata! Lad dig op! Gud
ved hvor længe han kunde holde det ud? Men
hvis det var som Karl sa’e, at man allerede for
tre Tusend Aar siden hade haft Dommere og Pro-
feter, der hade tordnet mod Udbytningen af hende
og Lille Peter og prøvet at ruske op i Masserne
—
ja saa skete der jo ingenting, saa sov jo Men-
neskene! Og den Gale hade Ret med sit evige Ef-
fata! Maaske hade han virkelig faaet Ørerne ladt
op, maaske hade han Ret i sit! Saa var man alt-
saa ikke videre, end at den der sa’e det rette, blev
fremstillet som
forrykt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
