Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 154 —
Ialfald maatte man da stadig have seet hende
en Profil og blot fra hendes heldige Side.
Hun havde nemlig skjæv Mund, saaat, naar
man saa hende paa den venstre Side, viste hendes
Ansigt „et usikkert Smil, omtrent mellem le og
græde," medens det høire Parti af Ansigtet var
nedsænket i dybt Alvor.
Det var den alvorlige Side vecl hende, som
unegtelig var den heldigste.
Parneman standsede pludselig ved Vinduet.
„Dorthe, Dorthe, se, se!"
Han brugte aldrig mange Ord; men han sagde
gjerne det samme et Par Gange.
Dorthe ilede did.
Nede i Haven spadserede en smuk, ung Kone
med et nydeligt Barn, en liden Pige, der i sin hvide
Dragt med det flagrende Livbaand lignede en af de
Sommerfugle, hun gjorde Jagt paa.
Damen var sørgeklædt.
Stenkulsperlerne i hendes Halsbaand glitrede
i Solen, og hendes venlige Øine fulgte muntert den
lilles Bevægelser.
„Det er unge Fru Friberg, Proprietærens Kone,"
sagde Dorthe. „De kom flyttende igaar."
„Jeg saa hende ikke ved den gamle
Proprietærs Begravelse."
„Nei, dengang var hun nok syg."
„Se, Dorthe, se, hvor hun er sød den lille Pige!"
„Gud signe hende, den lille Engel!"
„Men man kan jo ikke se tydeligt. Disse
Vinduer er ogsaa forfærdelig støvede."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
