Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 Barndom o g Drengeaar.
Idet hun lagde hele sit Indre aabent for Gud
i Bønnen, fandt hun den Trøst, hun søgte; men i
svage Øjeblikke, som vi alle ere underkastede, og
hvori man især føler Trang til et levende Væsens
Deltagelse og Taarer, kunde hun stundom lægge
sin lille Mops op ved Siden af sig paa Sengen,
hvor den laa og slikkede hendes Hænder og saae
paa hende med sine gule Øjne, medens hun smaa-
snakkede med den og kjælede for den under stille
Graad. Naar Mopsen saa gav sig til at klynke og
tude, tyssede hun paa den og sagde: „Hold nu op,
du behøver slet ikke at fortælle mig, at jeg snart
skal dø."
En Maaned før sin Død tog hun noget hvidt
Bomuldstøj, hvidt Musselin og nogle røde Baand
frem, som hun havde havt liggende i sin Dragkiste,
og syede sig med sin Piges Hiælp deraf en hvid
Kjole og en Kappe, lige som hun til de mindste
Enkeltheder traf Bestemmelse om alt, hvad der
vedgik hendes Begravelse. Alle Herskabets Kister
med samt deres Indhold overgav hun med den
største Akkuratesse efter Fortegnelsen til Forval-
terens Kone, og undtog blot herfra to Silkekjoler
og et gammeldags Schawl, som Bedstemoder en-
gang havde foræret hende, og Bedstefaders guld-
broderede Uniform, som ligeledes var skjænket
hende i evig Arv og Eje; hun havde vaaget saa
godt over den, at Galonerne paa Uniformen saae
ud som de kunde være ny, og Klædet ingen Skade
havde lidt af Møl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
