Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i"" Barndom o g Drengeaar.
Hun bad enhver af Husets Folk om Tilgivelse,
for den Uret, hun muligvis kunde have tilføjet
ham, og bad sin Skriftefader Vasili sige til os alle,
at hun ikke vidste,’ hvorledes hun skulde takke os
for al vor Godhed, og bad os tilgive hende, om
hun i sin Dumhed skulde have krænket Nogen af
os; „men", var hendes Ord, „en Tyv har jeg al-
drig været, og jeg kan sige, at jeg ikke har beriget
mig med saa meget som en Trevl af, hvad der har
været mig betroet." Det var en af de Egenskaber,
som hun gjorde sig til af.
Iført den hvide Kjole og Kappen, som hun
havde gjort færdige, laa hun og støttede sig til
Puderne, medens hun lige til det Sidste vedblev at
underholde sig med Præsten; ved at mindes, at
hnn ikke havde efterladt Noget til de Fattige, tog
hun ti Rubler frem og bad om at uddele dem i
Sognet; derpaa slog hun Korsets Tegn, lagde sig
tilbage og udstødte det sidste Suk med et Smil om
Munden og Guds Navn paa Læben.
Hun gik bort fra dette Liv uden Klage og
uden Frygt for Døden, som hun ansaa for et Gode.
Det er noget, man ofte hører; men hvor sjeldent,
at det virkelig forholder sig saaledes! Nathalie
Såvischna kunde dø uden Frygt, da hun døde med
en urokkelig Tro og havde fulgt Guds Ord i Livet.
Selv om man ogsaa vilde finde, at hendes
Tro kunde have havt et højere Sving, hendes Liv
et højere Maal, saa bliver denne rene Sjæl vel der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
