Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lertid tilkjendegav Garre paa samme Maade som
den foregaaende Aften i Skoven, at det var ham,
der havde drcebt Hunden.
Han blev domt til at hcrnges. Den celdste af
Taterkvinderne var den Eneste, som kunde gjore sig
nogenlunde forstaaelig for Dommeren. Da hun for-
klarede Synderen, hvad der forestod ham, svarede han:
„Det faaer at gaae, M it Liv har ikke vcrret
saa fornoieligt, at jeg skulde frygte for at doe; beed
ham blot, om jeg maa faae lidt at drikke, for de
tage fat paa mig."
„Giv Dig tilfreds, Garre," svarede Sille modig,
„der er sommetider langt fra Strikken til Halsen,
Du stal nok faae at drikke, det indestaaer jeg Dig for,
og Mad tillige."
Den gamle Taterste traadtc efter disse Ord hen
til Skranken og udbrod med en Fripostighed, som
ligemeget overraskede Garre og hans Dommer:
„Med Forlov, er her ikke en gammel Greve i
dette Huns?"
„Hvad angaaer det Eder, og hvorfor sporger I
mig derom?"
„Aa jo!" vedblev Sille, „mig tykkes, at jeg en-
gang har seet samme Mand, da jeg sidst kom her
igjennem. Gode Herre kan da sagtens besvare mit
Sporgsm aal."
„Den gamle Greve, I taler om, er dod, jeg er
hans Son."
„Er her da ikke en gammel Grevinde i dette
H uus? Hvis saa er, kunde det vel hcende sig, at
185
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
