Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
„Vi ville raadslaa med hinanden som Moend, der
cre enige om at friste den samme Skjoebne."
„Hvad nytter det, at raadslaa," svarede Rals,
„Egnen er mig ubekjendt, jeg hengiver mig ube-
tinget til Dig og solger Alt hvad Du bestemmer."
„Jeg veed det nok, min Gut, men der er
Noget i din Sorgloshed og Tillid, som gjor, at
jeg er bleven cengsteligere i at handle end tilforn.
Jeg har vel allerede lagt en Plan, men tilstaaer,
at dens Udforelse er farlig; der kunde maaste
sindes en bedre, og Du hcenger endnu ved Livet
med hele den Tilboielighed, som en lang Fremtid
og Ubekjendtskab med Ulykken giver. Jeg har
derimod ikke lamger de samme Forventninger; der
har vceret Lieblikke, Ralf, medens jeg levede her
blandt de Vilde, hvori jeg var kjed af Alt, hvori
jeg lcenkte at afgjore Resten med et Pistolskud.
Det er ogsaa hendes Skyld, denne Kvinde! Der
var ikke et Dnske, saa forvovent, intet Maal, saa
fjernt, at jeg jo troede at kunne naae det, mens
jeg besad hendes Kjoerlighed. — Siden blev jeg
roligere, og det er vor Lykke, eller maaske snarere
vor Ulykke, at vi loere at vcenne os til Alt. Jeg
besluttede at friste Livet, jo mindre Sandsynlighed
der viste sig for at kunne det. Som Sagen nu
stiller sig for mig, ville vi maaske kunne frelse os
paa to Maader. Den ene er, at vi holde os
skjulte i Skoven, lcrngere nede ved Kysten, til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
