Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
- »Ja hvorfor ikke2« svarede han godmodig. »For
at, det kan skee mere uhindret, vil jeg endog vige ham
Pladsen. — Ikkesandt, Senhor Oliveiral« vedblev
han, og rakte den kommende Diago Haanden, «jeg
tor vel haabe, at De nogle Øieblikke vil være deres
Pleiesosiers Cavalleer, medens jeg hilser. paa hans
Excellenee Justitsministeken, histhenne?«
Digo var ligesaa forbauset som uforberedt vaa
denne Opfordring. Han fremstammede et uiydeligt
Svar, idet Calleja hilste og bortfjemede sig.
Efterat den Gamle var gaaet, sad han nogle
Øieblikke ligeoverfor Echenoque uden at tale, imidlertid
vedbleve hans Øine ufravendte at være rettede paa
hende. Dette lange og dvælende Blik syntes paa
eengang at indeholde saamegen Frygt og Uvished-
saamange bonlige SporgsmaaL men Echenoques Øine
mødte hans, udholdende, freidige og beroligende,
indtil hans sorgmodige Mine opklaredes, og han rakte
hende Haanden og hviskede:
»Vær velsignet, fordi Du lærte mig- at forstaa
dine Blikke, jeg vil aldrig finde Ord til at forklare,
hvormegen Trøst og Forsoning de gjemme.«
»Jeg ventede ikke at træffe Dig saa tidlig-«
yttrede hun med et. Smil, der indeholdt en endnu
kjærligere Hilsen end Ordene, og hendes Stemme, der
i Callejas Nærværelse havde været fast og bestemt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
