Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
»Ved Börsen lægger jeg Skuden ind,
I Svendborg står ellers min Vugge,
Det bedste er en strvgende Medbörsvind,
Og så at höre Glaslærken klukke;
Forstår sig til Måde, og ikke for lidt
Og aldrig når det kniber for Skuden:
»Dorthea« gar forud, så kommer Akkevit,
Hvad var jeg vel min Dorthe foruden.
Næven på Roret og Sköderne klar,
Se, det er min Lektie på Vandet;
Når det kuler: en Skrå, i Stille Cigar,
Så kan Fanden tage Lektierne på Landet.
Vorherre han hjælper! — Og når han ikke vil,
Så kan det også være det samme.
Et Reb eller to, så lade vi stå til
Og slippe vel som oftest uden Skramme.«1
Lesið um »Andlát Mikla-Bjarnar« og vitið hvort þið verðið
ekki Birni gamla sammála. Konan hans hafði lesið upp hátt fyrir
hann úr »stóru bókinni« um lærisveina Jesu í sjávarháskanum á
Genesaretvatni:
»Hans Ande blev kort, han löfted sig op
Med Möje og så hen på Stine:
»Mutter, sig mig om hine, —
De Folk i Båden, Du ved, —
Tror Du, at de Kujoner er sikre
På deres Salighed?«
Stine hun nikked. Så faldt han ned —
Og nikked selv et Par Gange.
Hans sidste Blik over Bogen gled:
»Og jeg da, som aldrig var bange. .«2
. 1 Þ. e. Við Börsen (J>. e. Kauphöllina i Kaupmannahöfn) legg jeg skútunni
til lægis, en annars stóð vagga min i Svendborg. Góður byr er mitt bezta
yndi, og þá að heyra slokhljóðiö í glerlævirkjanum (3: flöskunni), auðvitað
í hófi, en heldur ekki van, og aldrei þegar skútan kemst i krappan:
»Dor-thea« fyrst, og sopinn svo, því að hvað væri jeg án Dorthu. »Hönd á
stýri, seglin greið", það er ætlunarverk mitt á sjónum. Þegar hann kyljar,
tek jeg mjer tölu, en reyki vindil i logni, og svo kæri jeg mig þremilinn
um alla iðn á landi. Hjálpin er guðs! En vilji hann ekki hjálpa, þá læt
jeg mjer standa á sama. Meðan nokkuð af reiðanum hangir uppi, látum
vaða á súðum og sleppum víst optast slysalaust til hafnar.
2 Hann dró andann ótt og títt; hann reis upp við dogg með miklum
erfiðis-munum og leit á Stínu: »Segðu mjer, mamma, um mennina,—þarna í
bátnum, heldurðu að slíkar bleyður eigi vísa sáluhjálp? Stína kinkaði
kolli. Svo hnje hann út af, og kinkaði sjálfur kolli nokkrum sinnum. Pað
síðasta, sem hann renndi augum til, var bókin: »Og hversu miklu fremur
jeg, sem aldrei hef æðrazt.«-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
