Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Tiden og mennene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIDEN OG MENNENE 17
mer, og hvor han gikk løs på Wergeland for hans sviktende kunnskaper
om emnet. Men det skulde allikevel bli Munch som kom til å ta op sprog-
spørsmålet i Wergelands ånd og trekke de mest ytterliggående konsekvenser
av det nasjonale standpunkt. I en artikkel i «Den Constitutionelle» fra
1845 omhandler han hvorledes man skulde <«tilveiebringe eller kalde til
live et almindelig norsk Folkesprog, der ikke skilte sig synderlig fra det
gamle, undtagen i at de grammatiske Bøininger for en stor Del er bort-
faldt; thi det hele Ordforraad er endnu forhaanden...» Og i en note i
den sproghistoriske avhandling fra 1846 gir han klart uttrykk for sin stil-
ling til innførelsen av et norsk skriftsprog: «Man vil heraf maaske klarere
end sedvanlig sker, indse at det i Norge brugelige Skriftsprog i hele sin
Form og Nationalitet er danskt og saaledes nærmest har sin Rod i en til-
deels fremmed Bund. Det blev indført som Regjeringssprog ved dynastiske
Forhold; men mellem det og de fra Oldnorsken umiddelbart udgaaende
Folkesprog er et Dyb der ei vil kunne fyldes ved Optagelsen af nok saa-
mange norske Talemaader, thi Optagelsen kan dog ikke strække sig til
andre end dem, hvis Form tillade en ordentlig Indpodning paa Sprogets
Hovedstamme: .. Et virkelig norskt Skriftsprog vilde hæve Vanskeligheden;
men et saadant kunde kun blive til ved at abstrahere de nationale norske
og i Oldsproget begrundede Flementer, der er fælles for alle Provinsial-
dialecter, og ved Indførelsen af en fornuftig etymologisk Retskrivning hæve
dette Fælles fra Provinsialismens Platitude til et Skriftsprogs Værdighed og
Elegants. Sagen er ei utænkelig, om der end vilde hengaa Generationer
indtil den saakaldte dannede Mand vænnede sig til at benytte National-
sproget.» Og ut fra dette syn på sproget, hilste han Ivar Aasen og hans
skrift «Det norske Folkesprogs Grammatik» velkommen med den største
begeistring.
Men Munch endret med årene ikke så lite sitt syn på sprogsaken, og
forlot efterhvert tanken på å opgi riksmålet som skriftsprog. Under sprog-
striden 1852—1854 hevder han fremdeles at skriftsproget er dansk og intet
annet enn dansk, men mener fra nu av å måtte fastholde det som skrift-
sprog, ut fra et kulturelt-historisk syn. Opgaven er: «det dansk-norske
Skriftsprogs Bevaring og det norske Folkesprogs Uddannelse om muligt
til et eget Skriftsprog ved Siden af hiint» Men også dette standpunkt
opgir han. Han resignerer i sitt håp om folkesprogets utvikling til mo-
derne skriftsprog. Og i sine siste betraktninger (1862) gir han uttrykk
for den opfatning at det tross alt ikke var en ulykke at Norges gamle
sprog måtte vike plassen — det var resultatet av en «nyere europæisk
Sprogeultur».
— Før 1830 rådet den hellige Alliance over Europa. Reaksjonen hadde
2 — IL.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
