Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Tiden og mennene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 WERGELANDSTIDEN
fra 1537 til 1814, og da vi ei kan tænke os at udfylde det, søger vi i det
mindste saa meget som mulig at frede om vor ældre Historie og bringe
den ret levende for vor Bevidsthed.»
I denne nasjonale gjæringens tid er også Wergeland med på å reise
sprogsaken. Han er blandt de første som for fullt alvor og i sin fulle
bredde reiser sprogspørsmålet, og i senere tider er han tatt til inntekt av
begge de stridende leire. Sannheten er at sprogkampen ennu ikke var
kommet lenger enn til det første stadium, det å fornorske skriftsproget;
Wergeland kom ikke til å ta et så avgjort standpunkt at man derav kan
trekke konsekvenser for hans stilling til striden riksmål — landsmål. At
han vilde et selvstendig norsk skriftsprog, er klart, det lå i hele hans
nasjonale program at han vilde bort fra dansken. At hjelpen måtte
komme fra dialektene så han også klart. Men på den annen side er det
like tydelig at han ikke hadde tenkt den tanke helt ut, at man skulde
kunne vike fra riksmålet som det sprog der skulde bære utviklingen.
Han var radikal nok for sin tid. Han vilde ha en omstøpning av
sproget, med makt, og ikke bare nøie sig med en langsom utvikling. Den
sterkeste uttalelse, den som synes å vise at han virkelig har famlet efter
tanken om et normalmål bygget på dialektene finnes i «Læsebog for den
norske Ungdom» (1844):
«Vi føle at de samme Vendinger og Ord vilde være os naturlige og
gjængse, om Nordmændene stedse vare forblevne sig selv, og de er os
ikke mere fremmede, end at vore Bønder endnu i mange Egne bruge de
samme. En historisk Fortælling skreven i Hardangers eller Sogns eller
Trøndelagens, ja man kan sige i det hele Lands Almuesprog, vilde i Stiil
og Periodebygning gjengive de gamle Sagaer.»
De angrep som blev rettet mot Wergelands forsøk på å fornorske
sproget, særlig i «For Almuen>» og i «Folkebladet», fikk ham til nærmere
å gjøre rede for sitt sprogstandpunkt i «Nyeste Skilderier af Christiania
og Stockholm» for 1831. Hans hovedverk er «Om norsk Sprogreform» fra
1835 — det svar han gav P. A. Munchs kritikk. Klarere enn Wergeland
utformet i de år J. A. Hielm i en artikkel i 2net bind, hefte 12 av «Al-
mindeligt Norsk Maanedsskrift» et program for sprogarbeidet. Han skilte
mellem «Sproget i fjelddalerne», det mål som tales i byene og det såkalte
skriftsprog. Det er talesproget som må ansees for landets sprog — «dog
egentlig Kjøbstædernes, i al fald beriget og ordnet ved det i Virkeligheden
langt fuldkomnere Bondesprog.» På byenes sprog må skriftsproget bygges.
Wergelands tidligste tanker om norsk sprogreformasjon blev møtt med
en protest av P. A. Munch som høsten 1832 åpnet sin redaktørvirksomhet i
«Vidar» med en polemisk artikkel, som gikk gjennem dets to første num-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
