Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 91
fordi Pape går til sannhets erkjennelse.
Og plutselig, i siste scene, blir denne
bagatell til et dikterverk, til poesi,
Wergeland begraver motstandernes vill-
farelser i blomster:
med hvide Roser i Nagets Hule
dit blodige Had, forbidte Tænder.
med Roser røde Med Valmublade
den blege Avind, jeg Smerter dulmer.
med stjerneskinnende Med kjølig Efeu
Pintseliljer jeg dækker Vunden;
de sorte Tanker. Kjerminder lægger
Med Øjentrøst paa Bitterminder.
jeg vil helbrede Med en ustandselig
hvert Blik som skelte; Regn af Violer
med bløde Harelab og honningsmeltende
jeg bedække Kristi Bloddryp
vil Vredens Torne. din Sjeleørken
Af Akeleiens jeg omfortryller f
Emaljeskaaler til Paradiser. GE relser me
jeg drypper Balsom HE PE
Og slik, ustanselig videre, med alltid nye blomster begraver han «den
fordums lid, det gamle Nid.» Og til slutt utbryter han: Således hevner
en poet sig! Men det må desverre alltid erindres, at når han slik hevnet
sig, som en poet mot stykkets slutning, hadde han her som ellers først
sagt mange onde ord. Når han hadde skrevet vreden av sig, så kom
poeten op i hans sinn, og da også trangen til forsoning, skjønnhet, til å
begrave det alt i blomster. Men motstanderne var ikke så villig til å la
sin hevn begrave. Det forsonet således ikke Ludvig Daa at farsen «Engelsk
Salt» sluttet i en idyll hvor vennene sang: Det er min Sjel en frydfuld
Trang at gjæste Norges Dale.
«Vinægers Fjeldæventyr» blev Wergelands siste farse. Men nær inn
til farsene slutter sig to aktuelle poemer, egenartede og elskverdige, «Kunst-
handler Schmahrs Proces» og «Forsoningen», begge fra 1842. En gammel
skrue av en dansk kunsthandler, Schmahr, foreviste en malerisamling som
bestod av alskens sammenrasket smøreri og dårlige kopier, som han utgav
for og selv trodde var en samling av mesterverker. Slike originaler kunde
Wergeland aldri stå for. Da samlingen til Schmahrs store fortrydelse
blev rakket ned efter fortjeneste, svarte Wergeland under Schmahrs navn
med en rekke epigrammer. Men det gikk så langt at Schmahr stevnet
kritikeren i «Den Constitutionelle», Homann, men blev dømt og hadde
vanskelig for å greie sig. Så skrev Wergeland som vel følte sig en smule del-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
