Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 103
Diktets praktfulleste avsnitt er «Engelsk Efeu» — og et eksempel på
hvordan Wergeland hørte den romantiske diktning og følelse til. Den ville
eføi kunne dekke alt, begrave under sin friske eviggrønne natur byer og
borger, hele civilisasjonens verk:
Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli’e forladte,
lad the Queens Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
— o før trende Aar er” rundne,
Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være overspundne
af et Efeuvildnis, svundne
sporløst, som en Klase Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Det vilde ikke være et ekte Wergelands dikt, om det ikke også hadde
glimt av hans åndelære, et pust av hans drømmer om forening i åndenes
verden av elskende som ikke hadde vunnet hverandre på jorden. Dikteren
ser to sommerfugler flagre over vrakstumpene av den losbåt hvormed
Anna, Francis” elskede, er gått under:
Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
Da kanhænde,
af en sød uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende.
Francis” og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besøge,
og som to Falæner spøge.
Ja kanhænde da — Gud veed —
at de Elskende, der blevne
før Forening har havt Sted,
kunne, Sødheden at smage
af en jordisk Kjærlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
øme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjønne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgrønne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteråret kommer.
ere fra hinanden revne
«... Men naar min Sjel undfangede et Digt, syntes jeg at den aandede
i en ren, endog kjølig Atmosfære, som naar de deilige Snestjerner sidder
paa Kvistene, og man kan se uendeligt høit opigjennem disse i den dyb-
blaa Luft.» Disse ord fra «Et frænologisk Foredrag» i «Hasselnødder» er
et av Wergelands mange vidnesbyrd om den sjelstilstand hvori hans poesi
blev til. Og alle hans vidnesbyrd går ut på det samme, — hvordan han
i undfangelsens stund blir bare sjel, løsrevet fra kropp, fra alt jordisk —
og idet diktet blir til, risler befrielsens salighet som en kuldestrøm igjen-
nem ham.
Beskuelsens henrykkelse skaper hans dikt. Begeistring fyller det. Det
er begeistring i all hans diktning, i hans elskov, i hans vennskap, i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
