Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 WERGELANDSTIDEN
med sine landsteder: «Udsigten er et afgjørende Moment ved Anlægget
af disse Landsteder. Men herved må mærkes, at en vidtstrakt Udsigt oftest
gjælder eet med en smuk. Mangen En bygger sit Huus paa en bar Høi,
blot for denne Udsigt. — — — — Forngielsen er her mere konventionel
end virkelig. De store Udsigter taber deres Kraft ved den idelige Beskuelse,
og blive piinlige, hvor de nærmeste Omgivelser ere arme eller trivielle.
Den daglige Omgang fordrer en fortrolig, interessant Tilnærmelse i Natu-
ren som i Livet. Vil man hengive sig til stærke, opløftende Indtryk, da
søger man helst Enrum eller faa, ligestemte Gemytter; den massive Op-
fordring til nu at føle, nu at beundre, dræber det Hele. Man valfarter da
til de smukke Høider, naar den stigende eller svindende Dag kaster en
tryllende Belysning over de underliggende Egne. Tonen er her det Høieste
ved Nydelsen; thi dette Aandige i Landskabet er netop svarende til det,
vi kalde Stemning i Menneskets Indre; disse tiltrække hinanden, og den
menneskelige Følelse finder sig forklaret ved sit Symbol i Naturen.»
En enkelt høiromantisk bemerkning i denne artikkel har særlig inter-
esse, fordi den har berøring med Wergelands åndelære, særlig det i den
som angår menneskenes pre-eksistens, og viser at hos begge er til stede et
almen-romantisk moment, tilegnet utenfra. Welhaven omhandler kunstens
forhold til naturfølelsen:
«Mennesket har engang levet i nøie Forbund med Alskabningen, og
hørt dens Pulsslag banke. Denne Tilstand er forbi. Men Kunstneren bærer
endnu Ånelsen om det Tabte i sit Indre, og denne Anelse klarnes mere
og mere under hans Udvikling.»
Hos Wergeland er det den elskende som bevarer minnet om en tid-
ligere tilværelse, hos Welhaven er det dikteren som eier anelsen om en
tapt tilstand, et nøiere forbund med allskapningen. Men den romantiske
følelse og tanke er den samme.
Welhavens senere deltagelse i «Dæmrings-striden» innskrenker sig til
en kort artikkel «Til Venner og Fiender» (1835), hvor han med styrke
hevder at diktet er skrevet ut fra en dyp kjærlighet til fedrelandet, og
det berømte og skjønne dikt «Til Provst Nils Hertzberg». Denne hadde
på en tåpelig og usømmelig måte trukket Welhavens fars navn inn i
Dæmringsfeiden. Hvor sterkt Welhaven har utviklet sig under striden viser
forskjellen på den studenterviktige tone i det første dikt til Wergeland
og den varme og stolte klang i diktet til Hertzberg:
Fordi jeg troer, du har en ærlig Mening, fordi du var et Lys for dine Fjorde;
og lod dig skuffe kun af Døgnets Røst, fordi du brænder for vort elskte Land;
fordi der er en elskelig Forening fordi du ikke vidste, hvad du gjorde,
af Freidighed og Varme i dit Bryst; har jeg tilgivet dig, du gamle Mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
