Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 WERGELANDSTIDEN
Men det fjerde, tilsynelatende så uanselige dikt, «Et landskabsstykke»,
som samtiden slett ikke aktet på, er det personligste og sterkest følte. Her
er det naturbilledet som gir symbolikken. Diktets tone er holdt så jevn
som mulig, nesten tørt refererende. Det er et øde vinterlandskap, alt liv
er stilnet, bekken er tilfrosset, kvernhjulet hviler. Et fattigslig gjerde er
det eneste som gir litt ly og her er det en smule tegn på vår:
Her er et Gjærde, der luner lidt I Landskabet har den et snævert Sted,
for Snoen, der stryger saa skarpt fra Nord det er kun et ganske lidet Parti;
Her virker alt Solen, og viser dig blidt men Vandreren falder i Tanker derved;
en strimmel af spirende, grønklædt Jord. det melder, at Vintren er snart forbi.
Det er billedet av det barske kulturløse vinterland, hvor hans egen
gjerning gir de første vårfornemmelser.
Det sterkeste og mest direkte angrep på Wergeland gir Welhaven i
diktet «Glaukos». Det er et av Welhavens praktdikte, glansfullt i rytmen
og foredraget. I sine mange detaljer fra livet på havbunnen forteller det
om hans utflukter med Michael Sars og hvad han lærte av dem. Glaukos
føler sig selv heslig og dukker under og søker i dypet den skare hvorover
han kan herske. Men da han igjen, grepet av lengsel efter sollyset, vil
stige, kan han ikke fri sig:
Det var for silde. Den hele Skare Da maatte han grue; han kæmpede vildt,
af selsomme Dyr hang fast ved hans Side, men alt som han vred sig paa Dybets Grund,
og kunde sig dog ei fra Klipperne slide, han følte Polypernes knugende Arm,
og vilde dog ned gjennem Bølgerne fare. han følte Aktiniens sugende Mund,
han følte Asterien groe ved sin Barm;
da var han bunden, hans Kraft var spildt.
Men endnu mere enn av motstandernes stilling var Welhaven optatt
av sin egen. Han følte sig som den der var kallet til å gå foran, men
ikke til å seire. Seiren tilkom dem som fulgte efter ham. Det er det kjente,
akademiske dikt «Protesilaos». Besk spottet han de angrep «Morgenbladet»
rettet mot ham fordi han søkte lektoratet i filosofi ved universitetet. Det
blev til det vittige dikt «Kalchas» om motsetningen mellem den lærde
fagvirksomhet og det levende åndsliv. Kalchas var benådet med seerkraft,
men det gikk ham ille da han drog til Kolophon og vilde måle sig med
«Mønstret for den lærde Dumhed».
Og Kalchas stod fortabt, beskjæmmet; OQ Kalchas, endog nu for Tiden
thi Mængden kaldte ham en Blære, maa man vel spotte dig en Smule.
og deres Skrig tog Overhaand. Hvi gik du til Apollons Lund;
Men Mopsos blev end meer forfremmet hvi drog du ei med Laertiden!
til alskens Værdighed og Ære, Selv fængslet i Kyklopens Hule,
og der blev megen Fryd i Kolophon. du havde aagret bedre med dit Pund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
