Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN CAMMERMEYER WELHAVEN 135
Om hvad han syntes han personlig tapte i motgangen og om hvordan
de onde vilkår hvorunder han levde, angrep hans poesi, har han fortalt
i en rekke sterkt personlig følte dikt — men alltid i symbolsk form. De
barske år ribbet ham og satte dype arr i hans sinn. Det heter i diktet
«Æbletræet»:
Og under Træet staar du paa en Grav;
du har ei talt de halvtudsprungne Blommer,
der aldrig følte Varmen af en Sommer,
og som en vaarlig Storm har plukket af.
Og i et dikt, mange år senere, fra 1866, det smukke, freidige «En
Sangfugl», har han gitt et billede av sine ublide sangerkår:
Mens Regn af Skummet driver
gjennem dens Rugested,
dens Sang og Flugt beliver
Vandenes øde Bred.
Men mangen en Gang, til Takke
for Triller og blide Kvad
faar Fuglen over sin Nakke
et isnende, umildt Styrtebad.
— Som en del av Welhavens polemiske lyrikk står i nær forbindelse
med hans strid med Wergeland, er det en annen del som slutter sig til
hans satire over landets kulturelle liv og de åndelige og selskapelige for-
hold i Oslo. Direkte til artikkelen «Christianias Vinter- og Sommer-
Dvale» om enn skrevet adskillige år senere, føier sig diktet «Mellemspil
til Kellermanns Koncerter» (1840). Det begynner med spott over forholdet
mellem den sanne kunst og småbyens dilettantiske kritikk, men utvikler
sig til de gamle betraktninger over motsetningen mellem den harmoniske
kunst og den Welhaven fant vill og disharmonisk.
Dette er den kunst Welhaven forstår:
Vort Øre fyldes, vort Indre klares Den stærkere Flugt med den yndige Svæven
ved Kellermanns Melodier, er ømt i hans Strøg formælet,
en Gjenklang føles og kan bevares, den fuldeste Klang og den sagteste Bæven
naar Strengen hviler og tier. er ligelig der besjælet.
— Av selskapslivet i Kristiania har han gitt en rekke billeder som
er hvasse og mere rammende enn dem Wergeland gav i sin farse «Kringla».
Welhaven hadde en inderlig avsky for den blanding av affektasjon og
råhet som gav selskapslivet sitt preg, av dets mangel på kultur og på
interesser, av dets respekt for penger og dets latterlige forsøk på å efter-
ligne utenlandske moter. I et for øvrig ikke særlig godt dikt, «Extremer»,
fra 1836, hadde han vist sin ensomhet i disse omgivelser. Og i to større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
