Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN CAMMERMEYER WELHAVEN 147
Intet kunde være ham fjernere enn å søke å glemme. Det er tvert
imot den inderlige hengivelse til minnet som skal lindre savnet. Men hans
klage er ofte mørkere og bitrere enn i «En Vaarnat», han har stemninger
av håpløshet som i «Svindende Haab>» og da er der ingen lindring i minnet,
da finner han sitt åk tungt («Alfernes Hvisken»). Med vårens komme
bryter alle sår op igjen:
Men Den, der maatte i Vinterkulden Ja, Sorgen vaagner med Vaarens Vinde,
begrave Forhaabningens bedste Skat, og, lig en Blomst, der byder sin Knop,
indflytter i Vaaren sit Hjertes Nat, springer den lønlige Vunde op,
og hæver kun sent sit Blik over Mulden. fordi et Frø har svulmet derinde.
Men sorgen gjemmer «Hjertets Kraft» og skal engang «bringe den
lindrende Kalk tilveie»:
Der skeer et Under, naar du kan frede Den skal sin rødmende Kalk oplukke,
den Sorgens Urt gjennem Livets Frist; hvis Taaredug er Fornyelsens Daab,
den bærer en fager Rose tilsidst, hvis Duft er Jordens reneste Haab,
naar Glædernes Flor er forbi hernede. samlet og næret af tusind Sukke.
Det er dikte som vidner om hvor nær han var ved å fortvile og gi
op sig selv før han fant frem til styrken i minnet. I det dystre og oprevne
«Sorg» heter det at lindringen først er å finne «naar Hjertet af Sorg vil
briste», og det er i de første vers av det enkelt formede, men malende og
triste «Ved Kirkegaarden» en stemning av høstlig haapløshet, som mildt
løftes av slutningsversene:
Men Ømheds klare Øie Lilien paa Graven hæver
søger dog ud sin Skat atter sit Blad fra Muld;
og finder, blandt alle Høie dens Kalk i Vinden bæver,
den rette, i Mulm og Nat. tindrende, taarefuld.
— Våren 1845 blev Welhaven gift med Josephine Bidoulac. Hennes
far, som var en fransk emigrant, var bosatt i Danmark. Selv var hun
kommet som lærerinne til en familie i Drøbak og under sine besøk hos
professor Hansteens i Kristiania kom hun sammen med Welhaven. Det
nye forhold bragte minnet til å gløde og savnet til å smerte. Det er i
«Halvhundrede Digte» fra 1848 en rekke dikte, hvis hemmelige stemning
er fremkalt av minnet om Ida Kjerulf. Selve innledningsdiktet, «Sang i
Dalen», er vidd henne:
Og hvor jeg standser tankefuld
og er det Fjerne nær,
der skyder Mindets Blomst af Muld
og af de gamle Trær.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
