Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 WERGELANDSTIDEN
Ja, selv i et dikt der som «Aftenstemning» er skrevet til hans hustru,
er det minnet som gir diktet stemning og inderlighet:
Sidder jeg da uden Ord, I dit Hjerte og i mit
tabt i søde Minder, paa en Vaar, der spirer frit,
ved du dog, min Elskte, hvor paa et Haab, der vinker blidt,
Tanken os forbinder. Mindets Afglands skinner.
Og ennu i diktsamlingen av 1860, Welhavens siste, er de dikte hvori
minnet om Ida lever, de fineste og dypeste. I det dyptsøkende, eiendom-
melige og skjønne dikt «I Drømme» heter det:
Og mellem Søvn og Vaagen Og da kan Vemod skygge
i mangen Morgenstund min klare Sommerdag,
staar endnu Drømmetaagen skjønt lyse Alfer bygge
paa den daglyse Grund. paa mit fredede Tag.
Saa underlig den fanger Da følger Tanken atter
min Sjel og tryller den, det Svundnes dunkle Strøm,
at fast med Frygt og Anger og dybere jeg fatter,
jeg ser mit Nu igjen. at Livet er en Drøm.
Men dypest og sterkest har minnet fylt diktet «Den Salige» i dikt-
samlingen fra 1848, Welhavens skjønneste dikt, så åndig, så rent, så helt
sjelelig i all sin virkning, at det er som en hilsen «fra Salighedens Hjem».
Det er som alt det verdifulleste i hans poesi forenes i dette dikt, hvis
form er fullkommen, men levende og varm, hvis følelse er dyp, beveget,
så menneskelig rik at ingen vil kunne lese det uten å gripes av dets inder-
lighet. Sin egen natur, sitt livs smerte og korte glede, savnet og minnets
trøst, alt evnet han gi uttrykk for, nu da han syntes hun ennu engang
hadde åpenbaret sig for ham:
O, vær hilset atter og velsignet Alt er følt, fuldkommet og erindret,
blide Aand, fra Salighedens Hjem! Alt fornyes evig i mit Sind,
Ingen Glæde paa min Vei har lignet ; mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
den, du kaldte af min Vaardrøm frem; spredet Mindets Fred om mine Trin.
ingen Kval kan falde paa mit Hjerte Sorgen vaaged, hvor din Aske blunder,
tungt som den, du klaged i min Favn. og den vandred gjennem Ørkner hen,
O, du Salige, i Fryd og Smerte og tilsidst, ved Kjærlighedens Under,
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn. fik jeg dig, du Salige, igjen.
Og da kom du fra de stille Lande,
og den lange Sørgenat blev klar,
klar ved Skinnet om din rene Pande
og ved Straalen, som dit Øie har;
og paany din Salighed er over
mine Drømme som et Lysets Bad,
og jeg hører atter, hvad du lover,
at vi aldrig mer skal skilles ad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
