Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 WERGELANDSTIDEN
skrivelse, men ethvert Træk af min Skildring svarer til den iboende sym-
boliske Betydning, og der er ei indblandet nogen anden Betegning, som
ellers kunde tilhøre Naturscenen... Den Slags Digtning, hvorom her er
Tale, beror ikke paa den almindelige Tanke, Rec. udhæver, «at Naturen
oplader sin Trøst for det trætte Sind, der hige hid fra Menneskelarmen»;
men den beror paa Naturscenens Magt til at sætte Gemyttet i en vis Rørelse,
stemme det til Følelsen af en vis Livstilstand. Spørgsmaalet bliver da, om
Poesien ved sine Midler kan gjenfremstille Billedet saaledes, at just dette
Indtryk opnaaes.»
Landskapet i Welhavens diktning er det skyggede og vemodige vest-
lands-landskap, med den blide melankoli som stemmer til eftertanke og
fortapelse i minnene. Jo enklere og intimere landskapet er, dess sterkere
følt blir hans skildring. De store høifjellsbilleder lykkes ham bare dårlig,
det blir kulisser og teatermaleri. Han kan gi utmerkede billeder av Øøst-
landsnaturen, men aldri av den intimitet som f. eks. Jørgen Moe kan det.
Landskapet i hans diktning blev hjemligere og mere inderlig i tegning og
farve eftersom han fordyper og inderliggjør sin diktning. Til å begynne
med er det et almindelig romantisk stemningslandskap:
Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred,
og lyttet til Nøkkens Sange,
og Engen hvilte i stille Fred,
og Dagen led,
og Skyggerne bleve lange.
Ikke engang i det berømte lengselsfulle «Bergens Stift» er landskapet
helt personlig sett og gjengitt. Således er i dette vers det første billede
virkelig følt vestland, men det annet bare litterær dårlighet:
Kjender du de svale, Ved de sorte Elve
mørke, kirkestille Dale Taarebirke skjælve;
uden Arne, uden Sti og Navn? de har nævnt mig alle mine Savn.
Alltid, selv efter hans landskapsskildring var blitt intim og personlig,
vedblev han å utstyre sine billeder med romantisk staffasje — med alver og
liljer — som ikke hører hjemme i det norske landskap, hvor romantisk det
enn skildres. Og den hulder han innførte, har intet å gjøre med det norske
folkeeventyrs hulder, som lukter ramt av fjøs og friskt av f jell. I «Hvile i
Skogen» gir de første vers en stemning, fylt av duft fra gran og mose, men
så kommer et slemt vers:
Og see, bag den tætteste Granerad
sidder den fagre Huldre;
hun blotter sin Barm i Straalernes Bad;
og kjøler med Vift af et Skræppeblad
de deilige nøgne Skuldre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
