Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN CAMMERMEYER WELHAVEN 151
En kritiker hadde i anledning av Welhavens dikte skjelnet mellem «Natur-
geniet, den naive Digter» og «Kunstdigteren» og fortsetter med at hin er
«saa at sige i Slumpelykkens Vold, hans Digtning udfolder sig pludselig,
under et heldigt Øiebliks Indskydelse; svigter dette Held, er han magtesløs
og frembringer Smagløsheder (som Wergeland) eller Pjat (som Oehlen-
schlåger); Kunstdigteren er udsat for en ikke ringere Fare; den, at Stem-
ningen dufter bort under Udarbeidelsens Møie.»
Welhaven fremhever med rette at denne sondring er overfladisk og
uriktig. Den dikter anmelderen betegner som «naturgeni», kan i like høi
grad lide under den langsomme utarbeidelses møie og pine. Men hvad der
særlig har interesse i denne betraktning av Welhaven, er hans egen for-
tolkning av et enkelt dikt. «Elveløbet», hvorved han tydeligere enn noe
annet sted understreker sin estetiske opfatning, slik han hadde tilegnet sig
den og lært den, av Schiller, av Heiberg, delvis av Sibbern, gjennem Schwei-
gaards påvirkning og fått den styrket av den franske estetikks krav om at
all poesi skulde ha sin rot i det personlige oplevde sjeleinntrykk. Nu var
denne estetikk blitt hans egen, og han utformet den selvstendig både i sin
poesi og i sin tenkning.
Av det dikt det gjelder, «Elveløbet» (1845), er det nok å citere noen
få vers:
Elven er aldrig saa kjæk og strid, Jeg gik ved Elven en Sommerdag
den kan dog sin Art forandre. og kom til de lave Enge.
Hvor Dalen aabner sig lav og sid, Der banked dens Bryst med mattere Slag,
maa den lemfældigt vandre. der stod jeg ved Bredden længe,
standse sin Larm og give sig Tid. hvor Fjeldet strakte sit Skyggetag.
Den gaaer tilside, den skyder Bugt Jeg kan ei glemme den dæmpede Sang
med sagteglidende Vover; af Bølger og Aspeblade.
den tornede Green med den fattige Frugt Min Sjæl har fulgt med Vandenes Gang
strækker sig derudover. og bævet som Elvens Flade,
Dalen er stille og indelukt. og Hjertets Harpe har givet Klang.
Hvad man straks ser i diktet, er naturbilledet, elven som fra stridt og
fritt løp må stanse sin fart i den stille og innelukkede dal. Så kommer til
dikterens egen stemning ved dette mørke og triste landskapsbillede, — han
har selv i sitt sinn følt overgangen fra det friske løp til det innestengte. Til
diktet knytter så Welhaven i den nevnte artikkel følgende betraktninger:
««Elveløbet» er et Stemningsdigt, der visselig ikke skal gjøre den Virk-
ning, Recensenten omtaler: «give et vist Indtryk af Ynde, af Friskhed, af
stille, frugtbringende Kraft.» Elveløgbet betegner Levnedsløbet, og er san-
delig mindst af Alt «et fint Mosaikarbeide af alskens maleriske Speciali-
teter». Et Elveløb kan vistnok give Anledning til en meget udførlig Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
