Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 DE STORE DIKTERE
Nils Lykke. I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fedrelands
. skjæbne, der nager eder?
Eline (hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig). Mit fædreland? — Jeg
tænker ikke på mit fædreland.
Nils Lykke. Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.
Eline. Tiden? Den glemmer jeg nu. — — I gaar til Danmark? Var det ikke så I sagde?
Nils Lykke. Jeg går til Danmark.
Eline. Kan jeg se mod Danmark her fra salen?
Nils Lykke (pegende på vinduet tilvenstre). Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger
Danmark.
Eline. Og det er langt herfra? Mere end hundrede mile?
Nils Lykke. Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.
Eline (hen for sig). Havet? Tanken har mågevinger. Havet standser den ikke. (Hun
går ud til venstre).
«Gildet paa Solhaug» er fremstått av et oprinnelig utkast til det saga-
drama som senere blev til «Hærmændene paa Helgeland». Det felles i
begge skuespill, det oprinnelige i dem begge, er motsetningsforholdet mel-
lem de to kvinner, Margit og Signe, Hjørdis og Dagny. Til selve sagastoffet
var Ibsen kommet gjennem lesning av N. M. Pettersens sagaoversettelser
— sagaene kjenner flere av disse voldsomme kvinner som i krenket elskov
driver den mann de elsker i døden. Også motsetningsforholdet mellem de
to kvinner, den ville og den fredsæle, kan han ha funnet enkelte eksempler
på — som Kjartan mellem Gudrun og hustruen Hrevna. Men det motset-
ningsforhold hadde han alltid hatt i sitt sinn.
«Hærmændene paa Helgeland» skrev Ibsen på i den siste tid han var
i Bergen, som han forlot i 1857, men det kom først ut våren 1858 efter
at Ibsen var kommet til Kristiania. Stoffet til skuespillet hadde han efter
eget sigende hentet fra Volsungasagaen. Men det er like mange trekk fra
andre sagaer — Ørnulf er tegnet over Egil Skalagrimson, og scenen hvor
Dagny reiser ham av sorgen ved å få ham til å kvede over de døde sønner,
svarer til sagaens beretning om hvordan «Sønnetapet» blev til. Fra Njåls
saga er hentet flere trekk og enkelte fra Laksdølasaga. Men de to kvinne-
figurer, Hjørdis og Dagny, er kvinner fra Ibsens dikteriske verden, iklædd
saga-kostymer.
I nordisk tone, stil og sprog og ånd er «Hærmændene paa Helgeland»
helt nytt. Det betegner et avgjørende brudd med det Oehlenschlågerske
drama med norrønt emne. Deri. ligger ikke at Ibsens stil var kunstnerisk
verdifullere og mere ekte eller at hans drama var sannere i menneske-
skildringen. Det danske drama har en ren, lyrisk kunstnerisk stil; det er
mere imitasjon i Ibsens. Oehlenschlågers sørgespill er lyrisk også i karak-
tertegningen og søker sin verdi i lyrikken. Ibsens er dramatisk opbygget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
