Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK IBSEN 89
sentrert av et almindelig romantisk dikt «En Løverdagsaften i Hardanger»,
skrevet i 1851, og «Byggeplaner», oprinnelig skrevet 1853. Forandringene i
dette siste dikt forteller ikke så lite om endringen i Ibsens følelsesliv. De
to siste vers lød oprinnelig slik:
Et Drømmeslot jeg bygged; det gik lystig og fort,
Jeg satte mig to Formaal, et lidet og et stort,
Det Store var at blive en udødelig Mand,
Det Lille var at eje en dejlig Liljevand.
Mig syntes at i Planen var en herlig Harmoni,
Men siden er der kommen Forstyrrelse deri,
Alt som jeg blev fornuftig, blev det Hele splitter galt;
Det Store blev saa lidet, det Lille blev mig Alt.
Da han tok dette kjærlighetsdikt for sig i 1871, endret han det sterkt
og utryddet alt det almindelige i ord og billeder. Men de to siste linjer i
siste vers skrev han om, slik at diktet fikk et helt annet følelsesinnhold:
Da mester blev fornuftig, blev slottet splittergalt;
storfløien blev for liden, den lille fløi forfaldt.
Ibsens dikte forteller leseren ikke mere enn hvad han kan lese sig til
av hans dramaer, men de forteller det på en annen og intimere måte. Det
stod alltid i Ibsens sinn kamp mellem livsmotet, evnen til å leve livet, og
livskravet, evnen til å stille de store krav til menneskene. Selv var han
aldri livsfrodig, og de onde år hadde stjålet livsgleden fra ham; men han
ophørte aldri å drømme om den frie og skjønne glede i livet. Det som er
hovedemnet i hans diktning, «motsigelsen mellem ævne og higen, mellem
vilje og mulighed» som han selv uttrykker det, melder sig også i hans dikte.
Han var en ubønnhørlig og stor krever gjennem mange år i sitt liv, men
han møtte overalt sig selv i tvil, i sviktende handleevne, i bristende livsmot,
inntil han tapte troen på kravene også og bare klaget over at selve livet gikk
tapt for menneskene.
For ham selv konsentrerte det sig i kampen mellem kunstnerkallet og
det levende liv. Den som fortaper sig til kunsten, mister livet. «Spille-
mænd» står med rette som innledning til hans dikte:
Jeg maned den vaade af dybet; I store kirker og sale
han spilled mig bent fra Gud; — mig selv jeg spilled ind,
men da jeg var bleven hans mester, og fossens gru og sange
var hun min broders brud. veg aldrig fra mit sind.
Og slik må også «Bergmanden» glemme <«liens sus og sange» og alltid
søke dypere ned dit hvor «ingen haabets sol oprinder». Og i et par usym-
kj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
