Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94 DE STORE DIKTERE
hvori Europa skildres som en damp-pakett som «står ud tilhavs med kurs
mod nye lande», men hvis passasjerer nages av en uforklarlig angst:
Da traf et ord hist nedefra mit øre;
det traf mig der jeg læned sad mod masten.
En sagde højt og, som det syntes, midt
imellem usund søvn og mareridt:
Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!
Liket i lasten — det er alle de fordommer i tanker og liv, i religion
og moral og politikk, som det moderne samfund fører med sig fra gammelt
av. Det er dette råtnende lik som forderver samfundet og menneskene
med det. Og det er fra nu av at han mere enn noensinne setter sin gjer-
ning inn på å frigjøre menneskene, revoltere deres sinn, det er fra nu av
han føler sig som stående ved Brandes side i den felles frigjørelseskamp.
Han hadde før vært inne på det realistiske borgerlige skuespill. Nu
kom han fra mystikken i «Kejser og Galilæer» og gikk ut i den klare
virkelighet, hvor diktningen var ham det samme som å se. Han så men-
neskene og skildret dem slik han så dem.
Men underlig nok, det første forsøk, «Samfundets Støtter» (1877) lyktes
bare så måtelig. Det opsiktsvekkende ved det var dets tendens. I 1868
hadde England hatt Samuel Plimsolls angrep på de store skibsredere, og
nu overførte Ibsen angrepet på de hjemlige forhold og gikk løs på for-
retningsmoralen i det hele. Samtidig gikk der gjennem boken et første
vær av kvinnesaksbevegelse — man merker inntrykk fra Camilla Colletts
forfatterskap og av Aasta Hansteens personlighet — hun har utvilsomt
tjent som modell for Lona Hessel. Men med ganske anderledes dikterisk
kraft og dramatisk virkning tok han op den sak i sitt neste skuespill og
gav deri en langt rikere og dypere og mere fengslende menneskeskildring.
Motivet til «Et Dukkehjem» (1879) lå fullt rede i «De unges For-
bund», og Selmas store replikk der er et første utkast til det senere drama:
«Hvorledes har jeg ikke tørstet efter en draabe af eders sorger. Men
bad jeg, så havde I ikke andet end en fin spøg at vise mig bort med.
I klædte mig på som en dukke; I legte med mig, som man leger med et
barn. 0, jeg havde dog en jubel til at bære det tunge; jeg havde alvor
og længsel mod alt det, som stormer og løfter og højner. Nu er jeg god
nok; nu da Erik intet har. Men jeg vil ikke være den, man griber til
sidst. Nu vil jeg intet have af dine sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg
spille og synge på gaden —! Lad mig være!»
En virkelig begivenhet i slekt med vekselfalskneriet i «Et Dukkehjem»
blev Ibsen bekjent og gav ham handlingen. Skuespillets motiv er kvin-
nens stilling til mannen, slik denne og samfundet forlanger den skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
