Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 DE STORE DIKTERE
i forhold til Ibsens «Kongsemnerne»: «Den har original-arbejdets ro og
sunde mænneskelighed ligeoverfor efterdigtningens hysteri. Først i «Peer
Gynt» blev Ibsen sig selv, thi «Peer Gynt» er ham selv. Brand er Kierke-
gaard m. m. m. Hans digte giver klarhed over ham, brudstykker, som de
er af Welhaven, Wergeland, Heiberg, Baggesen, et par tyskere, kort studier
efter andre digtere, og det egentlige Ibsenmænneske er meget lidet i for-
hold til det annet og slet ikke ælskværdig eller frugtbart.»
Om diktere og mennesker kunde han i farten si merkverdige ord.
Hans første bemerkning om Holger Drachmann er denne: «Bed ham
(Brandes) i stilhed at tage vare paa Drachmann, som jo ingen digter er,
men en poetisk handlings-natur.» Fjernere fra en riktig opfatning kan
man ikke godt være. Om Søren Kierkegaard, der omtrent utelukkende
påvirket ham som motsetning, skrev han de mest himmelropende ting.
Men han kan også vise stor mottagelighet. Efter å ha lest den amerikanske
dikter Walt Whitman skriver han, at han <har skaffet mig en glæde, som
ingen ny mand og bog på mange år har havt ifølge, og i én henseende
den største, jeg nogensinne har havt. Aldrig havde jeg i mine dager tænkt
at få en hjælp i ånd fra Amerika, — men således og ikke anderledes
måtte den naturligvis komme! Jeg takker ham og dig af mit fulde hjærte,
jeg gik betaget i dager bagefter, og ænnu gæster de store intryk mig, som
var jeg på havet og så forbidrivende is-bjærge, der varsler våren.»
Men gjennem all denne blanding av skjevsyn og klarsyn går også den
skjønne livsoptatthet, intet er ham likegyldig. Det hender intet i hans
samtid, fra hans tidligste ungdomsår til hans dødsleie, uten at han lever
med i det og er optatt av det. En fattig italienergutt i Kristiania, revolu-
sjonsbevegelse, et sykt dyr på Aulestad, krig, hjemlig politikk, moralske
spørsmål, de kvinnelige fyrstikkarbeideres streik, Danmarks forhold til
Tyskland, dødsdømte forbrydere og uskyldig dømte menn og kvinner, slova-
kenes kamp, alt optar ham like sterkt og like varmt og setter hans handle-
kraft i sving. Stundom kan hans dom — i hastverket — bli noe eiendom-
melig begrunnet. I den tid han er kommet på kant med sine gamle
danske venner, skal det ikke meget til før han sier de forferdeligste ting
om de før så elskede danske. Fru Bjørnson har hatt tannpine og noen
unge danske har danset julaften i den skandinaviske forening i Rom —
det er nok for ham til å bryte ut: «Karoline er klein, har plagets af sine
tænder, var dårlig julekvællen, lå igår, ligger idag i svære smerter og
afmattet efter blodtab ved igler o. s. v. Og i foreningen gav alle disse
antikristne, som næsten alle danske unge mænnesker hernede nu er, sig
til at danse o. s. V., så jeg gik hjem med et forbittret hjærte, og jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
