Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJØRNSTJERNE BJØRNSON 159
Striden i Bjørnsons sinn mellem eldre
tro og ny viden kalte på hans virksom-
hetstrang. Og han blev straks utålmodig
over at ikke vennene og alle andre med
engang forstod at her måtte de følge ham.
Han gikk voldsomt til angrep på de kirke-
lige dogmer, først på helvetesstraffene, så
på læren om underne, i artikler og fore-
drag — som talen i Studentersamfundet
i 1877 om å være i sannhet. Inntil det
hele samlet sig i et hovedopgjør, hvori
han fremla sin nye livsanskuelse, religiøst
i «Over Ævne I» (1883) og sosialt i «Over
Ævne II» (1895).
Den religiøse krise i Bjørnsons liv
var ikke av de smertefulle, sønderrivende
sjelekriser, det hadde grodd langsomt i
hans sinn, og nu var følelsen av befrielse
større enn av smerte. Hans nye overbe-
visning var en ny tro, en tro på det godes
seier. I 1876 hadde han skrevet: <«Er
Christopher Bruun, f. i Oslo 23. sept. 1839,
død 1920.
Gud ikke i fremgangen, hvem skal vi da takke for de opdagelser og opfin-
delser som idag lykkeliggjør mit liv? Er Gud ikke i friheds- og selvstæn-
dighedsarbejdet hvem skal vi da takke for alle åg som brast og endnu
brister?» Og i den gudstro står han fremdeles. Han fant i Darwins lære
en ny og lys verdensreligion og i erfaringsvidenskapen dens lykkelige be-
grunnelse. I hvilken grad han ser troende på utviklingslæren, følte den som
sin religion, viser det at han blev den nye læres salmedikter. I første vers
av den store forårssalme maler han slektenes gang i tusenårs utvikling:
Ære det evige forår i livet,
som alting har skabt!
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
kun former går tabt.
Slægt føder slægt,
stigende ævne den når;
art føder art
i millioner af år.
Verdner forgår og opstår.
Og i et senere vers hevder han likesom i de to skuespill «Over Ævne
I og II», ordenens lov, den store sammenheng:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
