Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
Nikoline nikkede et tavst Bifald. Men da hendes Mand
havde forladt hende, strømmede Taarerne, som hun hidtil
havde holdt tilbage, ned ad hendes Kinder, og med
Fortvivlelse, ja med Rædsel saa hun paa det uhyggelige Skær, der
skulde blive hendes Fremtids-Hjem, hendes stadige Hjem.
Dag ud, Dag ind, maaske i lange, lange Aar skulde hun
sidde der paa sit Gravmonument og tælle Timerne. Og
naar Georg, hendes Sjæls højeste, reneste Glæde, var borte
— naar hun var ene med denne hemmelighedsfulde Mand,
som hun (fordi hun paa en Gang frygtede og elskede ham
for meget til at eje nogen anden Tanke end hans) saa helt
og holdent havde underkastet sig — hvor mange bitre, stille
Taarer vilde hun da ikke komme til at fælde, hvor mange
Gange vilde hun ikke sukke i Tavshed, medens Læberne
smilte, og Øjet aldrig klagede! Thi hvis Lestler ikke troede
hende lykkelig, vilde han være i Stand til at sende hende
bort og ene tage denne triste Bolig i Besiddelse, og dette
var dog, det følte den trofaste Kvinde, langt værre end at
leve med ham herude.
Medens Nikoline sad saaledes i stille Drømme, sank
Solen langsomt ned og farvede Havet, paa hvis blanke
Flade et Par Fiskerbaade gled sagte frem. En kølende Vind
vuggede den høje Søtang op og ned, medens purpurrøde
Skyer, flammende mellem de mørke Klippemassers Aabning,
kastede et venligt Skær over den ensomme Tidsel paa
Johannesskæret.
Lidt efter lidt fattede Nikoline nyt Mod. Selv her,
hviskede en Stemme i hendes Indre, kan findes Fred og Lys.
Efter Høstens og Vinterens Storme følger Vaar og Sommer,
og Solen, som vandrer op og ned, skaber en Højtid, stor
og skøn i ensom Pragt.
Aareslag hørtes nær ved Stranden, og eftersom Baaden
skød frem, saas ligesom en sølvskinnende Bane paa den blaa
Flade. Denne Fremtoning, som Sømændene forklare paa
saa mange forskellige Maader, saa vidunderlig skønt ud fra
det ophøjede Sted, hvor Nikoline sad; og som den ikke
mindst tiltalende Genstand paa Maleriet forekom hende den
lyslokkede Søn, som, medens han sad paa Toften med
Fiskestangen i Haanden, tilviftede hende en Hilsen.
Ført at Karolus’ kraftige Hænder lagde Baaden snart
til ved Broen. Den unge Sømand fastgjorde den ved en af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
