Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
alt dette? Vi spørger saaledes, og vi ser dog kun Ydersiden
af de Ødelæggelser som disse Storme og Lidelser har
fremkaldt, og hvad er den Bagatel, vort Blik kan maale mod det
Dyb af Sorg ogSmærte, som intet menneskeligt Øie kan
udgranske i et Medmenneskes Hjærte? Hvorledes skal vi kunne
fatte blot den fjærneste Forestilling om, hvordan det ser ud
inden for Murene af den snævre Verden, hvor Pligt og Kærlighed,
Sorg, Fornedrelse, Vanære og haabløst Mørke maaske
kæmper en evig Strid, hvor hver Time, hvert Minut, hvert Sekund
bliver Vidne til Tilblivelsen af ny Smærter, ogsaa selvskabte ?
Menneskehjærtet har ikke nok af Virkelighedens Sorger; hvad
Livets Bitterhed har skaanet, fylder det selv med Betragtninger,
talrigere og hundrede Gange pinligere end baade Legemets og
Sjælens Lidelser.
I de sidste tre Aar førte den enlige Tidsel paa
Johannesskæret ikke mere Enevældet over den mørke Klippe. En
lille Bygning med tre Vinduer ud mod Havet havde fundet
Plads og Beskyttelse i den store Kløft, hvis faste Mure
dannede Husets Gavlvægge, medens dets Bagside stødte saa nær
op til den forud omtalte Klippehule, at der var Forbindelse
imellem Huset og Hulen.
Ved Solnedgang kunde den fjærne Sejler se Nikolines lyse
Lokker flagre for Vinden, naar hun, siddende paa Klippen
udenfor sin Bolig, lyttede til Bølgernes Brusen eller Klangen
af Jomfruens Klokketoner i det stille blaa. Flere Sømænd
antog det hele Syn — den skønne, blonde Kvinde paa den
vilde Kløft i Havet — for et prægtigt Blændværk og talte
det med blandt de mange uforklarlige Fremtoninger, som Havets
Sønner møder paa deres Færd.
Og i stormfulde Efieraarsnætter, naar de rasende
Brændinger ved Johannesskærets Fod overdøvede hverandre med
tnsinde Tungers Gny, kunde man se Maanen — efter at den
i hele Timer havde været hyllet i graa Skyer — kaste et
blegt Skin over en anden Skikkelse, hvis Tid det da var
at sidde paa Klippen. Mørk og sammensunken, med
korslagte Arne, betragtede Letsler Naturens Kamp... Men
mon han vandt noget ved, at hans dybe Suk, som kom
fra et forpint Hjærte, blandedes med Stormens Tuden, med
Brændingens Døn? — Nej, han vandt ikke noget der ved,
thi for hver Høst faldt den høje Skikkelse (som øjnsynligt
en Gang havde været begavet med den mest fuldendte mand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
