Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
lige Skønhed) mer og mere sammen, indtil der tilsidst kun
stod en hældende Skygge tilbage.
I de første Aar saa man ofte ved hans Side en frisk
opblomstrende Ranke og endnu oftere, ligesom et Nordlysskær
eller som et Glimt af en besøgende Engel, en luftig
Skikkelse svæve omkring den mørke Nattesværmer, men senere
forsvandt disse lyse Billeder, hvorimod Sømanden i mange,
lange Aar — i Fantasien og Virkeligheden — kun saa
Omridsene af den hemmelighedsfulde Eneboer paa
Johannesskæret.
Vanens uovervindelige Magt havde omsider dæmpet den
første, tunge Kamp i Nikolines Bryst. Hun gyste ikke mer,
som da hun satte Foden over Tærskelen til denne sæl
somme Bolig, som hun for sig selv kaldte »den levende Grav«.
Nu var det anderledes; Hjærtets Saar havde lukket sig. Det
var ikke længere med Misundelse, med Bitterhed (en saadan
Bitterhed, som kunde rummes i Nikolines milde Sjæl) hun
betragtede et flyende Sejl; ikke mere saa hun med fortærende
Længsel efter enhver ny Morgensol; nu lod hun Solen
komme og gaa, uden møjsommeligt at tælle, hvor lang Tid
hun havde tilbragt uden nogen anden Udsigt end Taagen,
Klipperne og Havet.
Hendes store og rige Trøst — næst efter Bevidstheden
om at være alt for sin Mand — havde hun i den fremblomstrende
Søn, denne forgudede Søn, som var den stadige Genstand for
hendes Bekymringer og paa samme Tid Vederkvægelse og
Belønning for dem alle.
Rask og stærk, med et hærdet Legeme, ildfuld Sjæl og
varmt Hjærte, voksede han op paa Havet og vænnede sig til
dets Strabaser, som han tidligt elskede saavelsom dets Goder,
thi næst efter den kærlige Moder var Havet det kæreste,
Georg kendte. Af Karolus lærte han praktisk en Sømands
Gærning, og den ærlige Karolus, som elskede Drengen for
hans Kækhed og Raskhed, blev formelig en Slags Mentor for
ham. Georg skiltes heller aldrig uden stort Savn fra Karolus,
»Frisejleren« og sit kære Arbejde paa Baaden naar det
gjaldt om i de lange Efleraars- og Vinteraftener hjemme paa
Johannesskæret at gennemgaa de Studier, som Faderen holdt
ham til. Dog... naar Moderens klare Blik opmuntrende
straalede ham i Møde, blev ogsaa denne Beskæftigelse
ham kær.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
