Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
rede Letsler, idet han bankede sin Pibe ud mod
Kakkelovns-pladen og stoppede den paany.
— Ja, det er sandt, min Ven, sagde Nikoline, der følte
en indre Bebrejdelse, fordi hun havde kunnet beklage sig i
et Øjeblik, da maaske utallige Mennesker var stedt i Livsfare.
Men det er alligevel forfærdeligt, tilføjede hun, at høre, hvor
Stormen bestandigt tager til og at tænke paa alt det onde,
den gør.
— Det hører med til Aarstiden, lille Mo’r trøstede Georg,
og det blæser ikke stærkere i Aar, end det blæste sidste
Efteraar og Aaret før igen og saadan hele Vejen igjennem;
det har jo altid stormet paa denne Aarstid.
1 det samme stormede en Hvirvelvind løs mod
Vinduesskodderne, saa at Bolten sprang ud, hvorved Skodderne fik
frit Spillerum og af al Magt begyndte at slaa mod hverandre.
— Jeg kommer til at binde den, sagde Georg, snappede
et Reb og løb ud paa Klippen.
Der laa et Mørke over Hav og Land som om begge var
indsvøbt i et uhyre Liglagen.
Med Møje kæmpede Georg sig frem, og efter at han
havde bundet Skodderne og trukket Knuderne fast, for at
forvisse sig om at de ikke igen skulde slide sig løse og
forskrække Moderen, stillede han sig paa den yderste Side af
Skæret, hvor fra han lod Blikket svæve ud, for at søge
Sotehoved, denne forfærdelige, store Klippe, der havde opslugt
saa mange Fartøjer og sat Gravens Stempel paa saa mangt
et varmt bankende Sømandshjærte.
— Det syder og bruser her — tænkte Georg ved sig
selv, da han hørte, hvorledes Søen med Larm og Bulder
væltede sig mod Stenene, rykkede dem løse og kastede dem
ned i Dybet, fra hvilke høje Vandsøjler sprøjtede op - det
syder her, men der ude er det endnu værre . . . Gud bevare
i sin Naade alle Kammerater, som i Aften er ude paa Havet,
bad han med Andagt og traadte igen ind i det lille Hus, som
trods hans Kærlighed til Søen, forekom ham ret indbydende
og venligt.
Nikoline ordnede det lette Aftensmaaltid, som syntes at
smage Fader og Søn, men selv var hun for urolig til at nyde
noget.
— Du stakkels elskede, svage Barn, som aldrig kan lære
4*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
