Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
at vænne Dig til dette Liv, sagde Letsler og betragtede med
Ømhed sin trofaste Livsledsagerinde.
— Der er visse Ting, kære Bernhard, som man aldrig
bliver i Stand til at vænne sig til. Jeg tror, jeg vilde være
bedre til Mode, hvis det blot ikke var saa mørkt der ude.
— Længere hen paa Aftenen staar Maanen op, hvis det
kan trøste Dig og rimeligvis lægger Stormen sig snart, thi
naar den kommer saaledes som en Orkan, plejer den ikke at
være af lang Varighed, og . . .
En Larm, som hverken kunde komme fra Havet eller af
Stormen, rystede hele Huset i dets Fuger, og et vældigt Lyn,
som flammede ind gennem det lille Hjærte i Vindusskodden,
forkyndte en ny Tilvækst i Naturens Kamp.
— Torden! udbrød Nikoline ængstelig. Nej, det er dog
altfor grueligt ... i Slutningen af Oktober Maaned.
— Det er ikke saa ualmindeligt, bemærkede Letsler . . .
Men hvad er det, Du staar og lytter efter, Georg?
— Jeg synes, det bankede paa Forstuedøren.
— Bankede paa Forstuedøren — umuligt! hvem skulde
vel være ude i Aften?
Tre fornyede Slag, næsten lige saa dundrende som
Tordenen selv, underrettede Familjen om, at der ikke kunde være
Tale om nogen Fejltagelse. Men Slagene var vel kendte,
thi alle tre udtalte paa en Gang Navnet »Karolus«.
Georg fløj hen og skød Slaaen fra Døren.
Hvad er der paa Færde? spurgte han.
— Der er ikke Tid til lang Snak om den Sag, sagde
Karolus, og idet han styrtede forbi Georg ind i Værelset og
endogsaa glemte sin sædvanlige Høflighed mod Nikoline,
nærmede han sig hurtigt til Ejeren af det lille Hus og hviskede
ham nogle Ord i Øret.
— Godt, godt! det skal straks være gjort, sagde Letsler,
hvorefter Karolus straks tjærnede sig med samme Hurtighed.
— Gaa ind i Dit Værelse, mit Barn — Du trænger til
at hvile Dig, sagde Letsler til sin Kone i en Tone, som imod
al Sædvane røbede Hastværk eller Utaalmodighed.
Nikoline svarede ikke. Hun var saa opskræmmet af
Rædsel for at faa noget forfærdeligt at se (maaske lemlæstede
Mennesker . . . maaske . . . hun vidste ikke hvad), at hun
ikke kunde røre sig, og da det ikke lod til Letsler havde
nogen Tid at spilde, gjorde hun intet yderligere Forsøg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
