Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
men vendte sig i Stedet for om mod et stort Skab, der kun
benyttedes af ham selv. Ved et Tryk paa en Fjeder indeni
dette Skab som for ethvert uindviet Øje syntes at være
vægfast, men som i Virkeligheden hvilede helt og holdent paa
stærke Hængsler, skiltes det fra Væggen gik ud efter som
en Dør.
I største Forbavselse saa Nikoline sin Mand forsvinde
gennem denne Dør, og straks efter vende tilbage, først med
et Anker og derpaa med flere andre, ialt fire. Og idet han
kaldte Georg ind fra Forstuen, befalede han ham hurtigt at
fylde Ankrene med Vand og afvente videre Ordre.
Umiddelbart her efter hørtes en stærk Larm i Forstuen.
— Nu, tænkte den stakkels forskræmte Nikoline, kommer
de vel med de stakkels skibbrudne — thi for Nikolines
Fantasi stod uophørligt en saadan Forestilling. Men til hendes
ubeskrivelige Forfærdelse saa hun, i Stedet for, Karolus og
hans Baadfører Stange-Jan rulle to store Fade ind. Og disse
Fade, hvor blev de anbragt? Netop i det mystiske Rum, som
Ankrene nyligt havde forladt og efter at de var blevet
praktiseret der ind (dette Rum dannedes nemlig af den ved flere
Lejligheder omtalte Kløft, der var indrettet som Smuglerhule)
lukkedes først Fjedrene og bagefter selve Skabsdørene,
hvorefter intet mere røbede, at her var foregaaet noget, som kunde
tildrage sig et eneste Menneskes Opmærksomhed.
— Er han i Hælene paa Jer? spurgte Letsler, idet han
tog Nøglen til sig.
— Aa nej, det har ingen Nød; han kan ikke være her
før om en halv Timestid, svarede Karolus sagte og gav
Stangejan et Vink om at skynde sig ud og hjælpe Georg med den
Forretning, der var blevet ham betroet.
— Naa, saa har I jo lidt Forspring.
— Ja, det kan min Sæl ogsaa behøves, og det vil ikke
falde ham saa ganske let at lægge til ved Johannesskæret.
De kan ogsaa tro, Hr. Letsler, at jeg præssede »Frisejleren«
lidt rigeligt; i dette Vejr havde jeg kun et Reb i Sejlene.
De ved, jeg er ikke nogen Svækling . . . men jeg maatte
Pinedød bruge alle mine Kræfter for at tumle Rorpinden og
komme Vinden saa nær som muligt, og skønt Stange-Jan,
som heller ikke er tabt bag ad en Vogn, holdt fast i Vantet
til Luvart og lagde sig helt ud over Rælingen, gik Søen dog
næsten helt op til Lugen. Naa, jeg kender Baaden — om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
