Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
Tøj paa mig, og saa tænder jeg Lygten — jeg forsikrer Dig
for Mo’r, at hvis bare Tordenen, som jeg er en ganske lille,
bitte Smule bange for, er forbi, saa er jeg slet ikke bange
for nogen Ting.
— Det kan Du ikke vide i Forvejen, lille Fanny, og
skønt Du nu, for at berolige mig, lader saa kæk, saa gad
jeg nok vide, hvad Du vilde gøre, naar Assistenten, den grove
Karl, lige paa en Gang stod foran Dig, og spurgte, hvor Du
skulde hen — lad mig høre, hvad Du saa vilde svare?
— Ja — lad mig se... jeg tror slet ikke jeg vilde svare
noget, men bare skrige og løbe, akkurat som om jeg havde
set et Spøgelse.
— Det hjalp vist ikke noget, han vilde snart faa fat
paa Dig.
— Saa lad ham faa fat paa mig, han fik saamænd ikke
noget at vide for det
— Aa, han tvang Dig nok til at tale, og hvis han i
Forvejen havde nogen Mistanke, kunde han da straks begribe,
at Din Fader var i Pakhuset.
— Nej, saa min Tro, om han fik noget at vide, jeg
narrede ham, gjorde jeg.
Fanny havde allerede stukket Fødderne i sine smaa
Morgensko, og skyndte sig nu med at klæde sig paa, da
Moderen, som i de sidste Minuter syntes at være tvivlraadig
om, hvorvidt hun skulde benytte sig af sin unge Datters
Tilbud, pludselig sagde: Du maa ikke gaa Fanny, Du gør mig
kun derved dobbelt urolig.
Men hurtigere end Tanken var Fanny færdig med sin
Paaklædning, kastede en Kappe om sig, tændte Lyset i
Lygten og forsvandt under ivrige Forsikringer om, at hun
straks skulde være tilbage med gode Efterretninger.
— Forvovne Pige, raabte Moderen, gæm idetmindste
Lygten under Kappen, ellers kan Lysets Skin forraade os.
Men Fanny hørte det ikke.
Det unge Barns Mod og Behjærtethed var af den Slags,
som snarere forøges end formindskes, naar det overlades til
sig selv, og kun vejledes af Instinktet. Men i denne stærke
Karakter laa tillige en sød Barnlighed, en varm, inderlig
Godhed, og en elskværdig Blanding af Blyhed og Dristighed.
Hun trippede, saa let som en Aand, gennem den lange
Forstue, men da hun skulde skyde den store Forstuedør op,
0*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
