Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
Assistentens tunge Haand, ansaa han det for sandsynligt,
at Grosserer Holmer kunde ligge besvimet. Denne
Formodning beholdt han naturligvis alligevel for sig selv, og bad
kun om at faa Lov til at følge Fanny op.
Men det vilde Fanny ikke høre Tale om.
— Vi gaar til Pakhuset, sagde hun.
— Nej, ikke Du, lille Fanny. Det passer sig meget
bedre, at jeg gaar alene.
— Men saa forskrækker vi Moder, forklarede Fanny, og^
det vil jeg ikke, Georg. Jeg beder Dig, tag mig med, lad
mig holde Dig i Haanden. Naar vi saa kommer ind i
Pakhuset, aabner vi Dørene, saa kan vi nok se, og siden kan v?
jo raabe, og føie os for.
Georg kunde ikke modstaa den venlige og indsmigrende
Stemme, rystende traadte hun, ved hans Haand ind i
Pakhuset.
— Uh! hvor her er mørkt og stille — men jeg tør nok
raabe — — Fader, Faderi Hendes Stemme hendøde dog’
uden Svar. Hun lukkede Øjnene til, hun rystede og krøb
saa tæt, saa tæt ind til sin unge Beskytter. Men snart
besejrede hun den Følelse, som vilde paatvinge sig hende, hun
gik et Par Skridt foran Georg, og begyndte at føie sig for.
— Bare Fader ikke er død, hviskede hun i en Toner
som forraadte hendes store Angst.
— Nej vist ej, der kan ikke være hændet nogen Ulykke,
trøstede Georg. Men nu maa Du gaa op lille Fanny, saa vi!
jeg vække Kommisen. Han greb hendes Haand.
— Slip mig, slip mig, Georg, jeg vil ikke herfra, jeg vil
have at vide, hvor Fader er. Nilsson er ikke hjemme, han
rejste bort i Gaar, og Moder har sagt, at vi ikke maa vække
nogen. Og nu begyndte Fanny igen at raabe. Fader, svar
mig Fader!
Men da Georg mærkede, at Bønner ikke hjalp, tog han
med mild Magt den stakkels Fanny om Livet, og bar hende,
trods hendes Modstand, op til Moderen, hvem han med nogle
faa Ord forklarede, hvad der var hændet.
Det var Georgs Mening — og Fru Holmer, som nu viste
den største Aandsnærværelse delte denne Mening — at Husets
Karle skulde vækkes og sættes i Bevægelse, thi det var jo
ikke umuligt, at Grossereren enten ved et Uheld, eller paa
anden Maade, var faldet ud over Broen. Georg sagde allige-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
