Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
vel ligesaalidt noget om dette, som om at han havde truffet
Assistenten alene i Pakhuset, og det saa alene, at hverken
Kutteren eller Matroserne fandtes i Nærheden. Hvad
derimod Georg lod Fru Holmer ane, var Muligheden af, at
Grossereren kunde være faldet og have stødt sig, hvilken
Hentydning hun selv forklarede saaledes, at det kunde være
kommet til Haandgribeligheder, hvorved hendes Mand havde
mistet Bevidsthed og Mæle.
Efter et Øjebliks Forløb krydsede Folk med Lygter i alle
Retninger omkring i Gaarden, paa Broen, i Pakhuset, og paa
Loftet ovenover dette.
Georg anførte Toget. Men netop som han var ivrigst
sysselsat med at vende op og ned paa en stor Bunke Sejldug
og Bastmaatter, hørte han hurtige Aaretag udenfor Broen,
og straks efter viste Grosserer Holmer sig; hans Ansigt var vel
noget blegt og fortrukket, men ellers var han fuldkommen
uskadt.
— Hvad er her paa Færde, godt Folk — hvorfor er I
alle i Bevægelse? var hans første Spørgsmaal.
— Om Forladelse, Hr. Grosserer, det er mig som er
Skyld i al denne Uro, raabte Georg. Da jeg og Karo...
Grossereren gav Georg et hurtigt Tegn til at tie, og
sagde derefter ganske roligt: Gaa straks hen og læg Jer,
mine Venner, allesammen, og lad være med at løbe
Aprilsnar en anden Gang. Jeg havde et Ærinde ovre paa
Graa-skær i Aften, men blev opholdt af Stormen, saa jeg ikke
tidligere kunde begive mig paa Hjemvejen... Har Du noget
at tale med mig om, min Gut — disse Ord rettedes til.
Georg — saa kom med mig op i Butiken.
Men hvor meget han end brændte af Utaalmodighed efter
at faa noget at vide om Karolus’ og Kognaksfadenes Skæbne,
saa maatte Grosserer Holmer dog styre sin Utaalmodighed,
til han havde været inde og beroliget sin Hustru og sin
Datter.
— Fader, skreg Fanny, idet hun glad tog ham om
Halsen, Du ved ikke, hvad jeg har lidt i Nat — men saa
snart Du faar Tid skal jeg fortælle Dig det altsammen.
— Gud være lovet, sagde Fru Holmer, idet hun
hjærte-ligt besvarede sin Mands Haandtryk; hun viste nu ikke mere
noget Spor af den Uro, som havde aabenbaret sig hos hende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
