Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
uafbrudt forsikrede hende, at det hun hørte kun var Drønet
af Brændingerne.
I feberagtig Spænding afventede hun »Frisejleren«s
Tilbagekomst. Hendes Fantasi, der altid var parat til at
optænke Farer, fik god Tid til at gøre Udflugter, thi Time efter
Time gik, uden at Baaden kom tilbage.
Nu blev Letsler ogsaa urolig. Karolus kunde og burde
have været hjemme for længe siden, det var sikkert, at han
ikke nølede uden Grund.
— Gaa, gode Berhard og se efter, bad Nikoline næsten
hvert Øjeblik. Men saa snart hun blev alene, ønskede hun
ham straks tilbage igen, og naar han saa kom tilbage uden
Trøst, var det endnu værre.
Endelig havde Dagen fortrængt Nattens mørke Skygger,
nu var det afgjort, at det ikke stod rigtigt til, og Letsler
kunde ikke tænke sig andet, end at Assistenten atter havde
truffet »Frisejleren« og lagt Beslag paa den.
Men da Solen endelig lyste op mellem de mørke
Skytoppe, saas langt borte et svævende Punkt. Det kom
nærmere, og snart styrtede Letsler hæftigt ind, med Kikkerten i
Haanden, og omfavnede Nikoline paa en Maade, som alt for
tydeligt røbede, hvad han selv havde lidt og fortiet.
— Store Gud, udbrød hun, hun som saa godt forstod og
besvarede dette stormende Hjærtes Slag, han er her — Georg,
mit Barn er her.
Og ved den højtelskede Søns Tilbagekomst strømmede
paa det fattige Johannesskær, en Perledug saa rig og varm,
at en Rose, en Mage til den ensomme Tidsel, havde kunnet
fremspire deraf. Krampagtigt trykkede Nikoline den ømme
og kærlige Yngling til sit Bryst. Georg syntes, at hans
Hjærte vilde briste af Anger og Sorg, fordi han i en rolig
Nydelse paa Strand, havde kunnet glemme, at den elskede
Moder vaagede derhjemme i Bekymring.
Kærtegnende lod Nikoline sin Haand glide gennem Georgs,
af den anstrængende Roning, fugtige Lokker, og forsikrede
ham, ikke en, men mange Gange, at nu var alt godt, al Uro
glemt. Tilgivende og fuldt af Fred var ogsaa det Blik,
hvormed hun saa sin Mand i Øjet, hvor en Bøn om Tilgivelse
stod ligesaa tydeligt at læse, som det hellige Løfte, at Georg
ikke oftere vilde faa Lov til at være med til saadanne
Foretagender som i denne Nat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
