Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
de svage Raad og Lærdomme, jeg har givet Dig, medens
jeg levede, ved Din egen urokkelige Viljekraft, og fremfor
alt ved en fast Fortrøstning til Gud, og hengiv Dig aldrig
tankeløst eller svagt til Lidenskabens Forvildelser og
Tillokkelser.
Efter saadanne Samtaler som denne, kom der altid en
Mathed over Nikoline, som smærtede Georg for meget til,
at han turde forny disse Samtaler for ofte.
Han sørgede og græd nu ogsaa i Stilhed, og skønt der
hidtil ikke havde hersket noget fortroligt Forhold mellem
ham og Faderen, droges Georg nu ofte til denne, naar han
saa ham i stum Fortvivlelse, men stærk i sin Sorg, og kun
ved Blikke forraade den Smærte, som aldrig forlod ham.
Da Letsler mærkede, at Georg af sig selv, drevet af en
indre Længsel, nærmede sig ham og saa paa ham, som om
han vilde sige:. »Lider jeg ikke lige saa meget som Du, lad
vore Hjærter ligge aabne for hinanden«, da fløj der et
Lysglimt over hans Ansigt, han kunde udstrække sin Haand
imod Sønnen, og give ham Plads ved Siden af sig paa
Klippeblokken.
Men aabnede Georg Læberne, for at gøre en Begyndelse
med denne Fortrolighed, blev Letsler usigelig angst, for at
Georg skulde komme med Spørgsmaal, der fordrede Svar,
thi dette Svar vilde jo afsløre den Sandhed, der — skønt
fuldkommen klar for hans Sjæl — dog aldrig var blevet
bekræftet af Ordenens Vægt.
Smærten i det unge Bryst længes efter at udgyde sig,
smægter efter den Lykke, der ligger i selve Meddelelsen.
Den Smærte derimod, som sætter Tornekransen paa et langt
Livs Kampe og Lidelser, trækker sig helst tilbage inden for
det trange Rum, hvortil intet fremmed Blik trænger, og gyser
ved den blotte Tanke om, at de Sorger og Kvaler, der hidtil
har været deres egne, en Gang vil røbes for andre, og altsaa
ikke længer forblive en Hemmelighed.
Ude af Stand til at fatte en saadan Følelse, trak Georg
sig nu ogsaa tilbage, og disse Øjeblikke, der egnede sig saa
godt til at føre Faderens og Sønnens Hjærter sammen, blev
frugtesløse.
Nikoline, som med stor Glæde havde bemærket Georgs
Forsøg, saa undertiden mildt bebrejdende paa sin Mand.
Han forstod hende, men formaaede ikke at handle andlerledes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
