Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
Da Vandet blev aabent, og »Frisejleren« atter rustede
sig til at pløje de salte Bølger, blev Kalorus meget forundret
ved at se Georg saa ligegyldig og udeltagende, men han
blev endnu mere forundret, da Georg bestemt forklarede, at
det var hans Beslutning, ikke at forlade Johannesskæret i dette
Foraar, ja, maaske ikke hele Sommeren.
— Hvad Fanden vil Du saa tage Dig for, spurgte
Karolus, som netop med Længsel havde afventet denne Tid, fordi
han troede, at Georgs stille Sorg vilde finde en helbredende
Adspredelse i de Sysselsættelser, han elskede saa højt.
— Jeg vil — ja Gud ved hvad jeg vil, svarede Georg
med et kvalt Suk. Men det ved jeg, at jeg vil ikke gøre
Moder en eneste Sorg i dette Foraar, hun skal ikke mere
græde af Uro, og længselsfuldt se efter ham, som hun tænker
saa meget paa; jeg bliver hjemme Karolus.
Og hvor belønnende var ikke det Udtryk, Georg læste
i sin ømme Moders Ansigt, da han sagde hende, at
»Frisejleren« denne Gang maatte sejle uden ham.
— Blot Du ikke kommer til at længes for meget efter
Søen, som Du holder saameget af, mit elskede Barn.
— Der er ingen Ting paa Jorden, jeg holder mere a£
end af Dig Moder, og ingen Ting i Verden vilde mere skaffe
mig nogen Glæde, hvis jeg skulde forlade Dig nu, da Du er
saa svag.
Og »Frisejleren« rejste uden Georg.
Nu grønnedes atter Kristibloddraaben, og slyngede sine
friske Stængler gennem Vedbendens løvrige Hvælving, og
Nikolines lille Fugl gyngede fra Gren til Gren, og opsendte
de skønneste Sange, medens hun selv med det blege, fine
Ansigt, ombølget af det gyldne Haar, sad foran Vinduet som
en levende Forklaring af den skønne Forestilling, at Engelen
stundom ved Slutningen af et rent og ædelt Menneskes Liv,
aabenbarer sig i de jordiske Former, og breder sine glinsende
Vinger over hele dette Menneskes Væsen.
Her bebudedes Foraarets Komme ikke af den herlige
Duft fra Løvtræernes ny Knopper, og halvt udsprungne
Blomster, men det hørtes og føltes dog i alt. Mørkeblaa, med
smaa sølvkransede Toppe, dansede Bølgerne spøgende omkring
Johannesskæret, smægtende løftede Tidselen sin Krone mod
Solen, for af dens Straaler at laane en Purpurkant til sine
lysegrønne Blade, medens de hvide Terner muntert svingede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
