Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Dagen var det næsten Storm. Fritz kunde ikke en Gang
gøre noget Forsøg paa at svømme, han havde vel utallige
Gange faaet Undervisning i denne Kunst, men aldrig formaaet
at lære den.
Paa Ryggen af en Bølge hævede to smaa Hænder sig,
men forsvandt atter. Straks efter saa man Georgs hvide
Skjorteærmer stræbe hen i samme Retning.
Kommandøren tav, men rakte sig langt udover Rælingen
og fæstede flammende Blikke paa den Genstand, der snart
var over og snart under Vandet, og de, der havde kendt
Chefen i længere Tid, forsikrede, at hans vejrbidte Ansigt
aldrig havde blegnet før i dette Øjeblik, og at hans Tunge
aldrig var forstummet tidligere, naar der havde været Fare
paafærde.
Inden man endnu havde faaet Tid til at efterkomme
Løjtnantens hurtige Ordre til at sætte Baaden ud, og netop
som Fritz var i Begreb med for bestandigt at ombytte Livet
og Dagslyset med Havfruens Krystalpalads, lykkedes det
Georg at faa Fritz fat i Haaret, og ved en rask Svingning
hæve ham op over Vandfladen. Den unge Sømand vidste
godt, at der snart vilde komme Undsætning, saa at han
kun behøvede at anvende sine Kræfter paa at holde Drengen
oppe.
Roet af fire Mand indtraf Chaluppen straks efter, og da
den lille Baron først var blevet bragt ombord, klatrede Georg
smidig som en Aal op i Baaden og gav sig straks til at sysle
med Drengen, som allerede var kommet til Bevidsthed igen,
og kun klagede over, at.han frøs.
Da Kaptajnen saa Sønnen frelst og ombord i god Behold,
vendte straks hans urokkelige Ro tilbage, og i en Tone, som
slet ikke lød anderledes end sædvanligt, befalede han
Kahytsdrengen at føre Fritz ned og give ham tørre Klæder paa.
— Ni Slag at fordre, Hr. Kommandørkaptejn, sagde
Georg, idet han traadte frem for Chefen, og førte Haanden
til den Plads hvor Huen plejede at sidde.
— Sig til Stormbom, min raske Gut, at der sker Dig
Din Ret, sagde Chefen, men vendte sig idet samme hurtigt
om, for Georgs Udseende og Blik gjorde et mærkeligt Indtryk
paa ham.
Disse Øjne, der ved det maaske noget uventede Svar,
flammede som to Lynstraalen var ham ikke fremmede; hele
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
