Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
Klædedragt, og fremfor alt af de forskællige Slags Baade, han
havde set, naar Folkene var kommet til Fregatten for at drive
Tuskhandel
Og da Georg for at glæde hende lavede saadan et lille
Fartøj, en »Pirog«, blev Fanny igen et fuldstændigt Barn;
hver Dajg under hendes egne Sørejser sejlede Pirogen, ved
Snoren i hendes Haand, efter Baaden, og Fanny var saa
optaget af denne Forlystelse, at Georg, som syntes, at han blev
tilsidesat derved, næsten begyndte at angre sin
Tjenstvillighed.
Men da Afskedstimen nærmede sig, og Georg skulde rejse
til Gøteborg, da blev Pirogen hængt op paa en Krog under
Loftet i Fannys Værelse, og hun tænkte atter udelukkende
paa Giveren og den store Tomhed, der vilde blive, naar han
var borte.
Intet Menneske var saa muntert og underholdende, saa
godt og kært som Georg, det var hidtil Hovedsummen af,
hvad Fannny kunde opfatte af sine Følelser.
Georg havde heller ikke endnu begyndt at tolke sine,
han tænkte paa Fanny, fordi det faldt saa naturligt, og det
smærtede ham meget at skilles fra hende.
Og dog, hvor kær hun end var ham, vilde han alligevel
ikke for hendes Skyld have opsat Begyndelsen af sin
Virksomhed en eneste Uge længere.
Han havde ventet paa Brevet fra gamle Stormbom.
Dette var nu kommet med Underretning om, at Flagskipperen,
efter at Fregatten havde lagt op, var vendt tilbage fra
Karlskrona, og at han nu var i sit Hjem og ventede Georg til sit
Vinterkvarter i Mastehugget.
— Nu skal Du ikke tøve, sagde Letsler til sin Søn. Jo
før Du begynder, desto før bliver Du færdig.
— Ja, jeg baade skal og vil arbejde, sagde Georg. Men
det gør mig hjærtelig ondt, at lade Dig, Fader, blive saa
alene her tilbage. Efteraaret stunder til, og Vinteren —
Vinteren.
— Snak, min Søn, jeg er vant til det.
— Aa, det er en sørgelig Vane, Fader, Du kan blive
syg igen.
— Saa siger vi »Guds Vilje ske«.
— Men jeg kan aldrig leve i Ro, nej, aldrig vil jeg faa
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
