Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
af hans Hemmeligheder, som — endnu ikke kendt af noget
Menneske — burde følge ham i Graven.
Med en hurtig Bevægelse greb han for anden Gang
Pakken og bar den ind i Værelset.
Efter at Letsler havde sat sig ved Bordet og løst Pakken
op, faldt først nogle gamle Papirer ud derfra. Disse skød
han straks til Side og opslog det første Blad i det Hæfte,
han selv, nogen Tid efter Nikolines Død, paabegyndte og
fuldendte, og som bar følgende Overskrift.
»Bernhard Letslers Skriftemaal, tilegnet hans Søn.«
Paa disse Linjer stirrede han længe og eftertænksomt.
— Hvis, mumlede han, jeg nu brændte alt dette, hvem
kunde han saa fortælle disse gamle Historier om Sorg og
Vanære, og han kunde, uden at vide dette, leve ligesaa
lykkeligt, ja maaske endnu lykkeligere. Hvis Georgs Øjne
aldrig kommer til at hvile paa disse Papirer, vil heller ikke
hans barnlige Kærlighed og Agtelse rokkes. Men — han
sukkede dybt — har jeg ikke lovet hende det, som saa gærne
selv vilde løfte Sløret fra den mørke Fortid? Nu er det
blevet hende klart. Aa Nikoline, savnede, tilbedte Engel,
Du var tor ren, for lidenskabsløs til at forstaa saa megen
Daarskab, saa megen Elendighed.
Letslers Pande sank ned imod Haanden.
Han syntes — med et stærkere Forsæt end han hidtil
havde været i Stand til at fatte — at ville forsøge paa at
vende Tankerne derhen, hvorfra hun saa ned paa ham.
Under Georgs sidste Besøg i Hjemmet, havde der vist
sig et Glimt af Fred i hans Sjæl, han saa Guds Finger i
Georgs Sammentræf med Kommandørkaptejnen, han saa et
sikkert Haab for Georgs Fremtid, og hans Bekymringer for
den forsvarsløse, i Verden udstødte Søn, var ikke mere saa
tærende. Han begyndte at ane, at den, der stod
Barm-hjærtigheden saa nær, ikke burde tvivle om Fred. Hvis han
blot havde knnnet dø med den Overbevisning, at Georg vilde
ære hans Minde, uden at nogen Plet klæbede derved. Men
dette var for meget forlangt, han skulde ikke leve pletfri i
Sønnens Erindring.
Og endnu var dette Sind altfor stolt til at føie sig
tilfreds med den Hengivenhed, der udspringer af Pligt og
Medlidenhed.
— Men hvorfor skulde han netop foragte mig, drog ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
