Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31-
Jeg kan aldrig uden Forundring og Bevægelse betragte det
her ude fra denne ensomme Bugt.
— Frøken Elvira er i Aften mere end sædvanlig oplagt
til poetiske Betragtninger, mente Baronen, idet han med
Øjnene søgte en Plads, hvor Baaden kunde lægge til. Endelig
fandtes en saadan, og Tovet fæstedes ved en fremskydende
Bjælke.
Nu var der ikke andet tilbage end at prøve Ruinen.
— Tillader Frøkenen, at jeg gør det første Forsøg?
Baron Henning steg op paa Levningerne af Broen. Stene og
Murbrokker ramlede ned rundt omkring ham.
Nej, nej, raabte Elvira, De er naturligvis tungere end
jeg, og hvis det çik galt . . .
— Ja netop for den Muligheds Skyld, dyrebare Frøken
Elvira, sagde Henning med et saa inderligt Tonefald i Stemmen,
at Elviras Blik, som for Øjeblikket var vendt imod
Taarn-gluggerne, uvilkaarligt fæstedes paa ham. — Hvad betyder
det med mig — lad mig gaa foran.
— Bestemt ikke. Jeg ser, at Trappetrinene er langt
mere ødelagte, end jeg troede, men efter som jeg har sat
mig i Hovnet at komme derop, saa skal det gaa.
— Og hvis der indtræffer en Ulykke, hvis Frøkenen
kommer til Skade, eller De maaske falder ned og slaar Dem
fordærvet, hvorledes skal jeg da kunne vende tilbage, hvorledes
forsvare det for Deres Fader? Jeg be’r Dem saa inderligt
opgive Deres egensindige Plan . . . jeg kommer til at
gennemgaa en formelig Tortur.
— Aa, gør for Guds Skyld ikke saameget Væsen af et
Indfald . . .
Og uden at værdige Hennings Bønner videre
Opmærksomhed, begav Elvira sig paa sin farlige Vandring. — Intet
skal idetmindste forhindre mig i at gøre Dem Selskab. Han
fulgte efter.
Mange Stene gled ned under Elviras Fødder, men det
lykkedes hende altid at faa Fodfæste paa andre, og hun
havde snart (efter en Anstrængelse, som passede udmærket
for hendes Sind) naaet Gallerilugen, i hvilken hun fik et
sikkert Tag.
Hun stod nu hurtigt paa den øverste Afsats og kunde,
naar hun strakte Kroppen til venstre Side, endelig tilfredsstille
sin Nysgærrighed og kigge ind gennem Vindusgluggen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
